Lyset sitrer violet-gråt over scenen, da stykket "Et Dukkehjem" begynder. Der blændes op på både scene og publikum, og skuespillerne står i positur som smilende reklamefigurer. Scenen er en sal med kæmpe kakler eller sten i væggene fra gulv til loft. Det minder om en forhistorisk sal eller et gravkammer.
Det er rigtig ærgerligt og synd, at det ikke lykkes, for der er jo selvsagt lagt blod, sved og tårer i denne forestilling af de implicerede. Og hatten af for forsøget.
Sten kan trykkes ind og ud og skabe hylder og udgange i scenografien. På en af disse hylder venter de skuespillere, der ikke er i spil på scenen. Sne dækker jorden, daler ned fra himlen, fyger gennem sprækkerne og danner driver. Smukt og effektfuldt.
Torvald spillet af Peter Christoffersen er patroniserende og “mansplaining” (for nu at bruge et moderne udtryk) over for Nora.
Nora er evigt smilende, fjolleglad og udglattende med en hemmelighed under overfladen, der hurtigt trækkes ud og frem af den opdukkende veninde Kristine fra fortiden. Skurken Krogstad (Mikkel Arndt) er en jakkesæt-stiv knude- og bagmand.
Mangel på holdepunkter
Mens sneen daler og flyder på scenen, brænder jorden mere og mere under den fortsat udglatte-smilende Nora. Og Torvald kværner videre i sin hovedet-op-i-skyen/røven-spillestil med manisk ageren og “larger-than-life”-attitude.
Torvald spilles hult, belærende, charmerende og lettere nedgørende. Det hele er tilsat et ordentlig skvæt komik i form af pudsige gentagelser, mimik og andre humoristiske greb, der står i kontrast til historien. Det giver en overordnet distanceret fortælling, hvor Henrik Ibsens dengang skandale-udløsende og epokegørende skuespil nu fremstår mærkelig og urealistisk.
Det er svært at finde ståsteder og holdepunkter i forestillingen, der giver genkendelighed i hjerte eller hoved som tilskuer. Jeg røres ikke, men jeg får heller ikke så meget at tænke over.
Distancen som teatergreb er der ikke nødvendigvis noget galt med. Brechts verfremdungsteater er et eksempel: Det afgørende er ikke, hvad der sker, men hvordan det sker. Men det kræver, at karaktererne manifesterer sig afgørende, gerne bare i glimt. At de rammer os som publikum.
Spillestil rammer ikke
Den spillestil, som instruktør Anna Balslev har valgt, rammer mig ikke. Det bliver i stedet en fortælling, der bevæger sig i overfladen uden egentlig at sætte mærker. Den provokerer ikke, den bevæger ikke. Det bliver bare sådan lidt pudsigt, kunstigt, mærkeligt og uvedkommende. Den forbliver i det stiliserede uden følelsesmæssige nedslag.
Det er svært at se, at denne historie kunne udspille sig i dag, og det er nok heller ikke hensigten at lave en 1:1-fortælling. Men koblingen eller koblingerne tematisk og politisk til dagens kvindekamp, frigørelse eller måden, vi lever sammen på, er svære at se og mærke. Det giver et ironisk-sarkastisk udtryk hvor tingene udjævnes i ligegyldighed.
Det kunne virke som om intentionen har været at skille det gamle drama ad. Dekonstruere det, for så at samle det igen i en ny version med nutidig betydning.
Det er rigtig ærgerligt og synd, at det ikke lykkes, for der er jo selvsagt lagt blod, sved og tårer i denne forestilling af de implicerede. Og hatten af for forsøget - hvo intet vover…
på Twitter
