Den engelske filminstruktør, John MacLean, vover at debutere med noget så genrefikseret som en western. John Ford lavede mere end 2o westerns i sin tid. John Wayne optrådte i næsten alle som den stoute helt, der i kamp mod indianere og banditter en oprettede lov og orden. Med "Slow West" går John MacLean nye veje og indianerne er ikke længere blodstørstige fjender, men bare sølle forfulgte stakler.
Ubevidst fører Jay en mængde slyngler frem til det fredelige nybyggersamfund langt ude på Prærien
Unge forelskede Jay er taget helt fra Skotland til Amerika for at genfinde sin elskede Rose, der sammen med sin far er flygtet fra de skotske myndigheder. På sin lange rejse tværs over Amerika ser han mange plakater, der udlover en større dusør for Rose og hendes far for mord. Jay er så forblindet i sin kærlighedslængsel, at han end ikke bemærker dem.
Den barske dusørjæger Silas redder Jays liv fra et par indianermordere og slår følge med ham. Ubevidst fører Jay en mængde slyngler frem til det fredelige nybyggersamfund langt ude på prærien, hvor Rose og hendes far tror sig sikre. Det endelige opgør er voldsomt, meget blodigt og flot klippet.
Den unge blege Kodi Smit-McPhee er fremragende som Jay. Vi har set ham adskillige gange før. Allerede 12 år gammel spillede han drengen, der sammen med Viggo Mortensen, vandrede gennem en døende verden i filmatiseringen af Corman McCarthys postapokalyptiske "The Road".
"Slow West" er et spøjst, stilfærdigt westerndrama - en tragikomisk kærlighedsfortælling med "passende mængder af vold". Den er også et godt eksempel på en roadmovie, da den beskriver den rejse og de hændelser, som hovedpersonen gennemgår med bevidst eller ubevidst forandring til følge.
Michael Fasbender er en af nyere tids mest karismatiske skuespillere. Han er kendt fra instruktøren Steve McQueens "Shame" og i Quentin Tarantinos "Inglorious Bastards". Som Silas er han en mystisk enegænger. På en gang kynisk morder og omsorgsfuld, hjælpsom rejsefælle. Prærien med dens overvældende skønhed, dens vold og død er Silas’ verden, mens Jay er et håbløst fremmedelement. Naivitet og kærlighed har ikke mange chancer i det vilde vesten.




















