Forlaget Rosinante har i sin klassikerserie nyudgivet Klaus Manns roman "Mefisto". Den handler om Weimarrepublikkens sidste tid og Det Tredje Riges første tid frem til 1936.

Gustaf Grundgens var også i det nye Vesttyskland en ledende skikkelse i landets kulturliv.

Mefisto er navnet på en djævlefigur af Goethe i Faust-sagnet og problemstillingen om trolddomskunst og spillet om magten. Personligt mener jeg, at bogens titel lige så godt kunne være "Renegaten".

Klaus Mann stiller i sin bog det gamle spørgsmål: Hvem hjalp Hitler? Hvem er Mefisto, ondskabens inkarnation? Hans svar er enkelt og ligetil: Det gjorde karrieremennesket, ignoranten og småborgeren.

Tidens anskuelser 

I "Mefisto" er fortællingens ramme teatermiljøet i Hamborg og Berlin.

Hovedpersonerne, salonkommunisten Hendrik Höfgren (alt tyder på at Klaus Mann beskriver den autentiske skuespiller Gustaf Grundgens), den kulturradikale teaterchef Oskar H. Kroge, kommunisten Otto Ulrich, nazisten Hans Miklas – i øvrigt er der et væld af personer, der repræsenterer tidens mange holdninger.

Höfgren starter som fattig skuespiller, men via sit talent og indgroede opportunistiske livsholdning avancerer han og ender som direktør på Det Preussiske Statsteater. Som medlem af Det Tredje Riges magtelite. Han er venner med Herman Göring, og han frygter propagandaminister Goebbels.

Karriere i terrorregimet

"Mefisto" er rig på personskildringer. Klaus Mann går tæt på sine figurer også med datidens ulidelige sans for racekarakteristika. Bogen er ikke særligt handlingsorienteret, men afslutningen bryder dette mønster. Efter en storartet premiere på Shakespeares Hamlet, opsøges Hendrik Höfgren af en almindeligt klædt mand. Han har en hilsen med fra Hendriks dræbte kammerat, kommunisten Otto Ulrich. Hans sidste ord var en forsikring om proletariatets sejr.

Her står Hendrik på toppen af sin karriere, et liv i ubeskrivelig luksus blandt rigets elite, og så får han uventet besøg: En ukendt person anskueliggør den store modsætning i den gamle salonkommunists liv og dermed forræderiet, hans rolle i terrorregimet.

Virkelighedens overløber

Virkelighedens Hendrik Höfgren, altså Gustaf Grundgens, overlevede krigens retsopgør. Han var også i det nye Vesttyskland en ledende skikkelse i landets kulturliv.

Det blev sagt om den franske revolutionære Maximilien Robespierre: Han solgte sin sjæl for penge, deri gjorde han ret, så fik han guld for lort. En beskrivelse, der passer godt til Hendrik Höfgren.

Synet på kunst og samfund

Lad mig nævne tre af Mann-familiens medlemmer: Brødrene Thomas og Heinrich, samt Klaus, der er søn af Thomas. Både far og søn var begge homoseksuelle, men hvor den gamle Thomas levede som skabsbøsse, valgte Klaus et liv i frihed og åbenhed.

Også kunstsynet delte familien. Thomas Mann var som national konservativ forkæmper for den upolitiske kunst, mens Heinrich og Klaus skabte samfundsrelaterede værker, ikke agiterende men realistiske. I retfærdighedens navn skal det nævnes, at Thomas Mann meldte sig i sit opgør med facismen ind i det tyske socialdemokratiske parti.

"Mefisto" er en fantastisk bog, en guldgrube for mennesker med interesse for Weimarrepublikken og nazismens rødder.