Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, kunne i 2019 fejre 100-året for sin stiftelse, og i den anledning har partiet, noget forsinket, udgivet bogen DKP 100 år, som er seks nedslag i partiets historie.

Det kunne have været interessant med en tilbageskuende vurdering af valget af Ole Sohn til formand.

Den er skrevet af Niels Rosendal Jensen, som var medlem af centralkomiteen i DKP og i dag er medlem af partiets landsledelse.

Bogen er en række nedslag i DKP's historie og udvikling, men mærkværdigvis omtales perioden efter 1991 ikke.

Lige så mærkværdigt forekommer det, at et af nedslagene er skrevet af Claus Bryld, der ikke er medlem af DKP, og hvori han fremsætter synspunkter, som jeg går ud fra ligger langt fra partiets holdninger. For eksempel skriver han, at i de socialistiske lande, blev "Marx’ tanker deformeret og instrumentaliseret til en lære, der kunne tjene de herskende regimer til at fastholde magten og reelt undertrykke deres egne borgere".

Hvad med Ole Sohn

Bogen er kun på 88 sider, så forfatteren har måttet prioritere, hvad der skulle medtages, men det kunne have været interessant med en tilbageskuende vurdering af valget af Ole Sohn til formand. Rosendal, som hørte til den såkaldte fornyergruppe, var en af dem, der støttede dette valg, men der nævnes ikke noget om, at Ole Sohn i 1991 forlod DKP og meldte sig ind i SF. 

Det var i virkeligheden ikke så overraskende, for Sohn havde tidligere i et interview i Land og Folk luftet tanken om, at DKP burde gå sammen med SF, noget som "fornyerne", ikke reagerede på. Man kunne så spørge dagens DKP’ere, om de er enige med Ingmar Wagner, som i 1995 erkendte, at det var en fejl, at man valgte Ole Sohn til formand. 

Tidsmæssigt slutter bogen, hvad angår DKP's historie, i 1991 med Sovjetunionens sammenbrud, men der er ikke nogen analyse af perioden derefter.

Der er ingen vurdering af forholdet til Enhedslisten og dens politik. Det gik, som modstandere af tilslutning til Enhedslisten forudsagde, nemlig at Enhedslisten ikke kun var et valgsamarbejde, men ville udvikle sig til et politisk parti med program og partiorganisation. Resultatet er, som Rosendal ganske rigtigt skriver til slut i femte nedslag, at "for arbejderbevægelsen herhjemme var det største problem fraværet af kommunisternes stærke indsats i fagbevægelsen, fredskampen og andre folkelige bevægelser".

Hvis DKP ikke var gået ind i Enhedslisten, kunne man have fastholdt mange af de aktive medlemmer, og så ville arbejderbevægelsen ikke have manglet et aktivt og revolutionært kommunistisk parti. 

Gorbatjov

Sidste nedslag drejer sig om emnet "Socialisme og demokrati", et spørgsmål som er væsentligt, ikke mindst i forbindelse med sammenbruddet af den socialistiske verden.

Rosendal gør en del ud af Gorbatjov, som han støttede, men han må dog også erkende, at årsageren "til sammenbrud og opløsning ikke udelukkende skyldtes 1980’ernes lederskab af Sovjetunionen. En afgørende svaghed var, at Gorbatjov ikke altid udtalte sig lige klart om målet med omstillingen. Undertiden virkede hans udtalelser og politiske ideer tilfældige og amatøragtige".

Dette hang måske sammen med, at Gorbatjovs mål i virkeligheden var, som han senere udtalte, at afskaffe socialismen og ikke at forny den.