"Velkommen Mustafa. 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik" hedder en bog af Mattias Tesfaye, som blev udsendt for nylig.

Som undertitlen siger en bog om Socialdemokratiets politik siden midt-60'erne i forhold til indvandrere og flygtninge. Og som sådan en interessant og oplysende beretning om et stykke væsentlig samtidshistorie, der ikke er dækket så grundigt før.

Socialdemokratiets naturlige samarbejdspartner er hverken Enhedslisten, Det Radikale Venstre eller Dansk Folkeparti... i dag bør vi orientere os i retning af Venstre.
Mattias Tesfaye

Tesfaye har udført en grundig research og lader blandt andet mange tidligere socialdemokratiske toppolitikere komme til orde med tilbageblik.

Men al samtidshistorie har et perspektiv fra sin egen tid, og Tesfaye er meget klar i hensigten med bogen. Allerede i forordet kan man læse, at han håber, at han "på denne måde kan bidrage til at skabe større forståelse for, hvorfor en kommende socialdemokratisk regering skal føre en udlændingepolitik, hvor meget få udlændinge fra ikke-vestlige lande får opholdstilladelse i Danmark".

Og i afslutningen hedder det om "udlændingepolitikken": "Socialdemokratiets naturlige samarbejdspartner er hverken Enhedslisten, Det Radikale Venstre eller Dansk Folkeparti... i dag bør vi orientere os i retning af Venstre".

Sådan som Socialdemokratiet har stemt i Folketinget i en årrække, må man konstatere, at denne nyorientering for længst er sket. Spørgsmålet er så, om Tesfayes 350 siders lange beretning specielt underbygger, end sige retfærdiggør dette.

Skepsis fra fagbevægelsen

Det danske samfund og dermed Socialdemokratiet blev først for alvor konfronteret med indvandrerproblemstillingen i midt-60'ernes højkonjunktur, hvor arbejdsgiverne og dermed de borgerlige partier vældig gerne ville indføre udenlandsk arbejdskraft eller "gæstearbejdere" fra lande som Jugoslavien, Tyrkiet med videre.

Arbejderbevægelsen, både fagforeninger og partier, var skeptiske og endda modvillige. Man forsøgte at bremse op eller i det mindste sørge for tålelige og regulerede forhold for indvandringen. Og da konjunkturerne i start-70'erne vendte, sørgede man for en rimelig anstændig behandling af de gæstearbejdere, der nu engang var kommet hertil, så som danskundervisning, mulighed for familiesammenføring med videre.

Social og solidarisk ånd

Ved læsning af kapitlerne om disse år kan man blive helt nostalgisk over, hvordan socialdemokrater engang kunne tænke og udtale sig om disse forhold. Ikke alt man gjorde var lige smart, men man gjorde dog noget i en social og solidarisk ånd. Integrationsprocessen for indvandrerne kom, om ikke lige frem på skinner, så dog godt i gang. Og det skete først og fremmest i samarbejde med det, man kalder "venstrefløjen".

Et godt eksempel er det af Nyrup-regeringen i 1993 nedsatte "Byudvalg", der med en milliardbevilling i ryggen i en årrække fik startet mange integrationsprojekter i de mere udsatte områder. Men Tesfaye omtaler det lidt nedladende som "...typisk for den socialdemokratiske integrationspolitik på denne tid, at den primært tog et socialpolitisk og boligpolitisk afsæt". Nå? Hvor skulle rigtige socialdemokrater ellers tages afsæt? Sagen er, at mange af disse initiativer faktisk hjalp, i høj grad i områder som Ishøj, Brøndby og Aarhus vestegn, hvor socialdemokratiske borgmestre ellers i 80- og 90-erne ofte offentligt våndede sig over problemerne.

Efter indvandrerstoppet i 1973, udgjordes indvandringen væsentligst af flygtninge og familiesammenførte. Mange indvandrere fik bolig i Københavns og i det vestlige Aarhus, hvor der var rimeligt billige, nye og ledige almennyttige boliger, medfølgende en koncentration af de mindre heldige udslag af indvandringen - altså i høj grad en virkning af dansk boligpolitik på den tid. I nyere tid er der så en indvandringsbølge af fattige arbejdere fra EU's østlige medlemslande, men hvad det så har medført, kommer Tesfaye ikke ind på.

Snævert dansk afsæt

Tesfayes perspektiv er i det hele taget snævert dansk, uden at komme ind på de store samfundskræfter, der i vore dage får millioner til at bevæge sig væk, ofte til andre lande, som arbejdsmigranter og/eller flygtninge. Disse kræfter kan Danmark ikke styre alene, og det er også værd at huske, at et land som Danmark har brug for indvandrere af demografiske grunde.

At sætte tal på indvandringen, som Tesfaye og andre vil, er ikke alene nyttesløs utopi, men endda en ret skadelig sådan. Ja, i tråd med Inge Støjbjerg vil Tesfaye åbenbart også skræmme indvandrere – formenligt mest flygtninge – fra at komme til landet ved at skære i ydelserne, underbygget af følgende, noget tvivlsomme påstand at: ”...så ved vi nu, at beslutninger truffet i Danmark rent faktisk kan påvirke tilstrømningen ret markant.” Argumenter for dette er svære at få øje på i hans beretning.

Med den dagsorden er det selvfølgelig underforstået hos Tesfaye, at integrationsprocesserne i Danmark stor set har været mislykkede. Men enhver, der ser sig lidt om i det danske samfund, oplever dagligt eksempler på fremragende nye medborgere, vi har fået via indvandringen.

En succes

Jo, indvandringen kom fra 60'erne meget hurtigt til et temmelig uforberedt dansk samfund, og meget gik skævt i starten. Men man fik rettet op, og man kan med god ret sige, at integrationspolitikken har været en succés – og det skyldes først og fremmest arbejderbevægelsen og dens partier. Som forholdsvis ny socialdemokrat burde Tesfaye snarere bryste sig af sit partis indsats gennem årene.

Således er Tesfayes bog at anbefale som god, oplysende læsning om en væsentlig del af arbejderbevægelsens nyere historie. Men hans konklusioner af beretningen holder ikke.