I år er den produktive forfatter Svend Åge Madsen 50 års jubilar, og det fejres med en ny såkaldt ”mikroroman" med den barske titel Pigen i cementblanderen.

Denne bog med den kryptiske betegnelse "mikroroman" dækker i virkeligheden over en række noveller. Titel-novellen starter i et hæsblæsende tempo, som er lige ved at tage pusten af læseren. 

Plottet er som følger: En pige er spærret inde i en roterende cementblander. Hun når at sende et nødråb gennem sin mobiltelefon, samtidig med at hun nærmer sig bunden af cementblanderens ætsende masse, med udsigt til en rædselsfuld død.

Stemningen er lagt, læseren er fanget, og der indledes en intens eftersøgning af pigen fra et barsk og veluddannet eftersøgningshold, som ikke skyr nogle midler for at presse mistænkte i forsøget på at lokalisere, hvor pigen er.

Fysisk tvang og pinsler er nogle af metoderne, mens vi med mellemrum får forfatterens beskrivelser fra udviklingen i cementblanderen, stadig faretruende nær pigens visse død. Beskrivelserne er så livlige, at man til tider næsten føler, man selv befinder sig i dette cementhelvede. Eller faktisk er med i opklaringsgruppes desperate, men velorganiserede eftersøgning.

Men spændingsballonen revner... Det skal ikke her afsløres, om pigen bliver reddet. Det må man læse sig til. Men det kan sige, at cirka de 60 første sider af bogen beskæftiger sig med redningsaktionen af pigen, pg det er som sagt meget medrivende. Så medrivende, at læseren fristes til at gå i ilt telt under vejs.

Men efter afslutningen på redningsaktionen, er det, som om spændingsballonen revner med et knald. Forfatteren kaster sig herefter ud i en række historier, der forekommer meget fortænkte, og som kræver en særlig Svend Åge Madsen-entusiasme og tålmodighed af læseren.

Man vil nok sidde lidt skuffet tilbage, hvis man som læser går efter det, som bogens titel og fremtræden signalerer. Krimielskere vil måske føle sig skuffede, efter at have læst den første historie i denne såkaldte mikroroman.