Den norske forfatter Erika Fatland har trods sin unge alder allerede formået en omfangsrig produktion. Seneste udgivelse er mammutværket Grænsen på 600 sider, hvor hun som en moderne Odysseus tager os med på en menneskesafari gennem de fjorten lande og de have og stræder, der udgør det moderne Ruslands grænse. Formålet med denne bedrift er at "forstå" de moderne russere ved at vide "noget" om Ruslands samkvem og konflikt med nabofolkene i fortid, førnutid og nutid.

Velskrevet prosa, med paralleller til Homer, der også sammenfatter mundtligt overleverede fortællinger og selv digter ovenpå.

Bogen handler om nabofolkene og deres kærlighed og had til russerne. Erika Fatland tager os på en rejse, hvor vi "møder erobringslystne tsarer og tapre eventyrere, modige enkeltmennesker og kyniske diktatorer", som der står skrevet på bogens omslag. Servicemeddelelse: dette er ikke triviallitteratur.

En hybrid

Til trods for at Grænsen ikke er forfattet på "daktyliske heksametre’" men velskrevet prosa, er der paralleller til Homer, der også sammenfatter mundtligt overleverede fortællinger og selv digter ovenpå. Grænsen er en hybrid af historieskrivning og -fortælling, personalhistorie, kollektive og personlige anekdoter, rejseberetning og feltstudie. Det er ikke videnskab.

Da Erika Fatland kommer til Aserbadjan, som hun har besøgt tidligere, har hun følgende refleksion, som er en vigtig læservejledning:

”I hvor høj grad kan man egentlig stole på sine egne indtryk og minder? Ikke nok med at vi er subjektive skabninger, vi er også omskiftelige. Alt, hvad vi oplever, bliver filtreret af humør og dagsform, forventninger, hvad vi netop har oplevet, og hvad vi længes efter her og nu. Det kan være en underlig oplevelse at besøge barndommens omrejsende tivoli som voksen. Det, der engang virkede så stort og stateligt, et eventyr af farver og fremmede dufte, viser sig i virkeligheden at bestå af nogle få rækker ret triste salgsboder og en håndfuld nedslidte standardkarruseller. Det afføder et lidt ubehageligt spørgsmål: Kan man egentlig stole på rejselitteratur, ja på hukommelsesbaseret litteratur i det hele taget (s.264)?"

Objektiviteten bliver nødvendigvis ikke højnet ved at referere fra historieskrivningen om det enkelte land, men henvisningen til historien danner en forståelsesramme for forfatterens subjektive oplevelse og refleksion i et 60.932 kilometers kulturmøde. Sandhedsværdien må læseren selv vurdere i forhold til egen erfaring fra og/eller viden om landene.

Diskussion og rejselyst

Selv synes jeg, at beretningen om Mongoliet meget fint dækker mine egne oplevelser og forståelse af landet, som jeg arbejdede i over en periode. I det hele taget står beretningerne fra Centralasien stærkest, når det ikke lige drejer sig om juveler som "svenskernes historie i Gammalsvenskby (Starosjvedske) i Ukraine".

Jeg kan kun anbefale, at man tager med Erika Fatland på rejsen langs Grænsen. Hen ad vejen fik jeg selv lyst til at diskutere nogle af hendes fastlåste forforståelser med hende, og det var godt for læseoplevelsen.

Den oplagte julegave til den læseglade, som endnu ikke har læst denne storslåede personlige beretning om en verden, der ligger i periferien af de fleste danskeres indsnævrede verdensbillede.