Folketingsvalgkampen er i fuld gang. På DR P1 er der politikerdebat. Lars Løkke Rasmussen har netop spillet ud med, at det da godt kan komme på tale med en SV-regering. Debat frem og tilbage.

Enhver virkelig revolution er en social revolution i den forstand, at den bringer en ny klasse til magten og lader denne omskabe samfundet i sit eget billede.
Friedrich Engels

V-politikeren Jan E. Jørgensen får i sin iver efter at være midtsøgende placeret Enhedslisten som et yderligtgående parti. Protest fra Pelle Dragsted, Enhedslisten, som ikke vil udplaceres og slås i hartkorn med for eksempel Stram Kurs.

Jan E. Jørgensen kryber til korset: Nej, du har ret, Pelle. Enhedslisten er jo ikke mere som dengang, hvor det var kommunistisk og forsvarede kommunistiske diktaturer.

Og så ellers videre i debatten. Punktum. Fakta slået fast: Kommunister er sådan nogen, der forsvarer diktaturstater. Det står ikke til debat.

Det gjorde det ikke den dag i maj på DR P1. Og det gør det ikke i tusindvis af andre debatter på skrift og i tale. Antikommunisme er blevet så indgroet en vane, at nyere generationer må undre sig over, at der er nogen, der indtager en anden, en kommunistisk, position.

Set i det lys er det en stor befrielse at læse en ny svensk bog, der med en rageknivs skarphed skærer igennem myter, historieforfalskning, fordomme og forudindtagethed om det første store samfundsprojekt, som kommunister stod i spidsen for: Sovjetunionen.

”Resa in i det okända” – Rejse ind i det ukendte – hedder bogen og som undertitel: ”Oktoberrevolutionen och den sovjetiska erfarenheten”.  Forfatter er Anders Carlsson, tidligere formand for det svenske Kommunistiska Partiet.

Det er en tung bog, ikke tung at læse, faktisk meget letlæselig, men tung i betydningen en vægtig bog (og så vejer den altså også lidt over to kilo). Den er tung på argumenter og vægtig på reflekterede overvejelser om de dilemmaer og komplicerede udfordringer, som Sovjetunionens kommunister stod i fra Oktoberrevolutionen i 1917 og i de efterfølgende årtier.

En historie om klassekamp

”Bogens udgangspunkt er, at al historie er en historie om klassekamp,” slår Anders Carlsson fast i sit forord, og det fastholder han med konsekvens hele bogen igennem.  Han mener, at al sovjetologi, såvel kommunistisk som antikommunistisk, hidtil har været alt for personfikseret.  Uden at underkende enkeltpersonernes rolle i historien stiller Anders Carlsson sig den opgave at grave langt dybere og finde frem til de samfundsmæssige drivkræfter, der har været afgørende for, at Sovjetunionen udviklede sig som det gjorde – i gode såvel som dårlige tider:

”Eller for at udtrykke det mere konkret: Den der tror, at det var Stalin, der skabte det system, som historikere af forskellig type har opkaldt efter ham, den såkaldte stalinisme, tager fejl. Det var klassekampen, der skabte Sovjet-systemet – og dét ved hjælp af byggesten, som langtfra var optimale.”

Forfatteren ligger på linje med den britiske historiker og Sovjet-forsker E. H. Carr, der definerer historiens store skikkelser som både et produkt af og et redskab for den historiske proces. Fremtrædende enkeltpersoner er, skriver E. H. Carr, ” både repræsentanter for og skabere af de sociale kræfter, der former menneskets verden og tænkning”.

Med det udgangspunkt er det ikke på forhånd udarbejdede drejebøger, der dikterer en bestemt udviklingsretning.  Der er bevidste kommunister, javist, og de stiller sig i spidsen og har som oftest også et bud på den linje, der skal føres. Men klassekampens faktiske udvikling, klassekræfternes faktiske ageren er ikke nødvendigvis givet på forhånd, og derfor må kommunisterne også rette til, justere, gå hurtigere eller langsommere frem, gå på kompromis, slippe én linje til fordel for en anden.

For Anders Carlsson er revolutionen og den socialistiske opbygning da også en dynamisk proces, og han citerer Lenin for at have kaldt den ”en rejse ind i det ukendte” – deraf også bogens titel.

Kildefravalg og -tilvalg

Det var, da han gik på pension for nogle år siden, at Anders Carlsson stillede sig den opgave at skrive en bog om Oktoberrevolutionen, oprindelig til udgivelse i anledning af 100 års dagen i 2017. Lidt forsinket blev projektet, men det endte i starten af i år med over 700 spændende og velskrevne sider. Og så mangler endda en gennemarbejdet del om socialismens politiske økonomi, som vi endnu har til gode.

Skal man bedømme denne 70 år lange historie, må det være på dens egne forudsætninger, med øje for datidens politiske, sociale og kulturelle forudsætninger.

En af de første opgaver i bogprojektet bestod i overhovedet at finde frem til brugbare kilder. Kildematerialet er overvældende, og især efter at de sovjetiske arkiver er blevet åbne, er der dukket uanede mængder af materiale frem.

Anders Carlsson valgte at fravælge to store kildegrupper: Først og fremmest den såkaldt totalitære skole, der baserer sig på den grundtese, at Sovjetunionen var et totalitært styre, ledt af et fåmandsvælde. Men også kilder som repræsenterer officiel sovjetisk historieskrivning er valgt fra, ikke fordi forfatteren nærer speciel mistro til lige netop denne historieskrivning, men fordi han nærer mistro til al officiel historieskrivning!

I stedet baserer forfatteren sig på den skole, der – meget upassende, fremhæver han – kaldes den revisionistiske. Det kaldes den, fordi den opstod som modstykke til den totalitære skole. I stedet for at fokusere på det politiske spil i toppen undersøger historikerne i den revisionistiske skole de sociale bevægelser og institutionelle konflikter i Sovjet-samfundet. Skolen er repræsenteret af forskere, der stadig er aktive på universiteter i USA og Europa. Bogens omfattende faktamateriale er således fast forankret i vestlig akademisk forskning.

Desuden har Anders Carlsson tilvalgt sovjetiske primærkilder. Taler og skrifter af historiens centrale skikkelser og deres erindringer samt tilsvarende kildemateriale fra de sovjetiske arkiver er medtaget som grundlag for beskrivelsen af historiens udvikling og for de overvejelser, som de sovjetiske kommunister gjorde sig på forskellige af revolutionens stadier.

At lære af historien

Anders Carlsson foregiver ikke, at han har leveret noget, der bare minder om ”den endegyldige sandhed” om socialismens erfaringer i Sovjetunionen. Bogen er ”et skitseagtigt forsøg” på at pege på nogle af de vigtigste lærer, man kan uddrage af erfaringerne, at ”diskutere, korrigere og forfine”. Det er klart en underdrivelse. Han har leveret meget mere end det: En guidet rundrejse i socialismens fantastiske men også omtumlede udvikling. Spændende, tankevækkende, medrivende og overraskende oplysninger og overvejelser. En bog med et historisk afsæt, men hele tiden med fremtiden for øje:

”… historien spiller en rolle. På godt og ondt kaster den sine skygger over vores egen tid. Socialismen tilhører fremtiden, men den er ikke historieløs; den må forholde sig til sin egen historie for at lære af den og ikke gentage de fejl, som en rejse ind i det ukendte uundgåeligt indebærer.”

Oktoberrevolutionen var den mest skelsættende begivenhed i det 20. århundrede. Anders Carlsson kalder det 20. århundrede for ”det korte århundrede”, som kun varede omkring 70 år fra Oktoberrevolutionen i 1917 og frem. I hele den periode bestemtes verdenspolitikken i vid udstrækning af revolutionens resultater og udvikling. Selvom revolutionen i årene efter 1917 ikke slog rod i andre lande, men blev nedkæmpet, var Sovjetunionens eksistens en positiv løftestang for arbejdernes kampe i de enkelte lande.

Med Sovjetunionens sammenbrud brød dette sammen. Århundredet randt ud.

Menneskene var som de var

Skal man bedømme denne 70 år lange historie, må det være på dens egne forudsætninger, med øje for datidens politiske, sociale og kulturelle forudsætninger. For mennesker agerer i en konkret tid, og deres handlinger udspringer af denne konkrete tid og dens forudsætninger.

Hvis man troede, at socialismen i Sovjetunionen udviklede sig ud fra veldefinerede og én gang givne dekreter oppefra, som systematisk blev sat ud i livet, må man tro om igen.

Anders Carlsson vender da også igen og igen tilbage til, at menneskene nu engang var, som de var på de forskellige historiske tidspunkter i Sovjetunionens historie. De handlede og agerede som de nu engang gjorde i den virkelighed, der omgav dem – ”upåvirkede af eftertidens bagklogskab”. Derfor er der også grænser for, hvad man kan stille sig som dommer over. Lære ja – men dømme nej!

Således i virkeligheden også med de sovjetiske kommunister, bolsjevikerne. ”Resa in i det okända” giver et ret unikt indblik i de overvejelser, som kommunisterne gjorde sig undervejs. Hvis man troede, at socialismen i Sovjetunionen udviklede sig ud fra veldefinerede og én gang givne dekreter oppefra, som systematisk blev sat ud i livet, må man tro om igen. Anders Carlsson tegner et helt andet billede.

I en kort omtale af sin bog på facebook har han selv sagt, at dét nok i virkeligheden er noget af det, der har overrasket ham mest i hans research, altså hvor svært centret i Moskva egentlig havde med at få sin politik ført ud i livet lokalt, og hvor magtfuldt lokale sociale og politiske kræfter agerede.

I det kommunistiske partis centrale ledelse – og den var kollektiv, påpeger forfatteren og giver en række eksempler på, at for eksempel Stalin ved flere lejligheder kom i mindretal – måtte man tid efter anden se sig overhalet af den lokale virkelighed i den kæmpestore union. Nye stier måtte hele tiden betrædes på rejsen ind i det ukendte. Politikken måtte tillempes. Positioner, der duede i går, duede ikke dagen efter.

Sådan var virkeligheden bag det, som i den traditionelle ”totalitære” historieskrivning indsnævres til rene magtkampe mellem en lille kreds af mennesker.

Anders Carlsson er ikke blind for, at der naturligvis var regulære politiske kampe i kommunistpartiet. Men hans fokus er på, hvad der ligger nedenunder, hvad det er for bevægelser, udviklinger og konkrete problemer i revolutionen, der skal adresseres. Kampen for den rigtige linje havde et materielt grundlag. Og kommunisterne kæmpede på grundlag af tidens forudsætninger og ofte på ukendt grund.

Også kommunisterne var, som de nu engang var!

De svære spørgsmål

”Bolsjevikernes styrke lå ikke i, at de havde et overlegent politisk program, end ikke i deres overlegne organisation. Den lå derimod i deres evne til at udforme politikken på basis af den revolutionære proces’ voksende krav. I det dramatiske år 1917 drejede det sig ikke om at gå fra en borgerlig til en proletarisk revolution, men om at sammensmelte disse to i teorien så adskilte faser til én eneste. Dette er Oktoberrevolutionens inderste hemmelighed.”

Anders Carlsson er ikke bange for at stille de svære spørgsmål eller adressere de ideologiske og teoretiske spørgsmål, som Oktoberrevolutionen og socialismen i Sovjetunionen har givet anledning til i den kommunistiske bevægelse og i arbejderbevægelsen.  Men han er ikke pedant eller skolastiker. Han forsøger i stedet at sætte de ideologiske polemikker ind i en konkret historisk sammenhæng, at skille det historisk bestemte fra det teoretiske.

Et lille eksempel:

Var Oktoberrevolutionen ”forkert”, var den ”forhastet”, teoretisk umulig og dermed et fejlskud fra starten? Det er hævdet af nogle, som har henvist til det faktum, at Oktoberrevolutionen sejrede i et tilbagestående halvfeudalt land og ikke i et udviklet kapitalistisk land, hvor revolutionens forudsætninger var modne. Hvortil han noterer:

 ”Bolsjevikerne var ikke pedantiske, de besluttede sig for at begynde i den modsatte ende, end den teorien foreskriver – for de havde ikke noget valg. Det eneste alternativ var at give op …”

Hans tilgang skal endelig ikke forveksles med værdirelativisme. Det er ikke, fordi Anders Carlsson ikke har en holdning eller tager stilling. Han har klare opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert. Intet er lige gyldigt og dermed ligegyldigt. Han lægger bare ikke sine egne værdier mejslet i beton ned over materialet, men lader materialet selv forklare, hvorfor det gik, som det gik.

Et væld af temaer

Bogens temaer er mange, og det er umuligt at yde dem alle retfærdighed. Fakta og historie blandes med konkrete, levende fortællinger og politiske overvejelser og argumenter.

Nogle af de i alt 20 kapiteloverskrifterne lyder:

• ”En sammenslutning af lige nationer”– hvor der er fokus på de mange nationer i Sovjetunionen og det nationale spørgsmål.

• ”Udenrigspolitik og proletarisk internationalisme” – hvor blandt andet dilemmaerne i på den ene side at føre diplomati for at forsvare Sovjetunionen og på den anden side støtte revolutioner i andre lande behandles.

• ”Nogle linjer om Stalin” – hvor forfatteren baseret på konkrete optegnelser og fakta gør op med ”såvel borgerlige antikommunisters som antikommunistiske venstreorienteredes” gængse billede af Stalin.

• ”Kampen mod bureaukrati” og ”Bureaukratiets frigørelse” – hvor han drager den konklusion, at det var en ”bureaukratisk kontrarevolution fra oven, der lagde socialismen i graven”.

• ”Demokrati og masserepression” – hvor han beskriver de modsigelsesfulde 1930’ere og leverer nye oplysninger om, hvorledes kræfter, der ville udvide demokratiet, kom til kort, og hvorledes ”brutaliseringen” fra interventionskrigen 1918-20 levede videre.

• ”Partiet og staten” – hvor han blandt andet påpeger, at partiet i store perioder blev ”opslugt af statsforvaltning” og dermed svækkede sin politiske rolle.

• ”Kontrarevolution fra oven” – hvor han meget konkret og med navne beskriver, hvorledes folk indefra i det sovjetiske parti og ungdomsorganisationen etablerede sig som privatkapitalister og banede vejen for privatkapitalismens og oligarkernes magt.

Hvorfor brød socialismen sammen

Kommunister og andre, der har indset, at kapitalismen som system har spillet fallit, har i flere årtier beskæftiget sig med, hvordan det kan være, at socialismen brød sammen.

Det er den russiske revolutions store tragedie, at arbejderklassen blev siddende på lægterne, da dens erklærede ledere satte kursen mod at genoprette kapitalismen. 

Anders Carlsson har ikke fundet belæg for, at det skyldes, at dets økonomiske system ikke leverede. Han har således ikke noget til overs for den borgerlige påstand om, at den socialistiske planøkonomi ikke leverede den velstand, som borgerne forventede og derfor måtte vige pladsen for ”den velstandsskabende kapitalisme”. Han mener at kunne dokumentere, at det sovjetiske system – selvom det sloges med store problemer – leverede bedre end kapitalismen helt frem til 1975. Derefter aftog væksten kraftigt, men den kollapsede ikke.

Da kollapset skete, var det ikke, fordi økonomien var socialistisk, men ”tværtimod fordi den ikke længere var socialistisk”.

Rivaliseringen med USA og de stadig stigende militærudgifter er en anden faktor, som nogle påstår som afgørende for socialismens fald. Anders Carlsson mener, at det var en faktor, der bidrog til 1980’ernes stagnation og det efterfølgende kollaps, men ikke en afgørende faktor.  De vigtigste årsager skal i stedet findes indadtil:

”Min tese er, at årsagerne til sammenbruddet først og fremmest skal søges i interne, klassemæssige forhold, hvor dele af det ledende lag – eliten, bureaukratiet, nomenklatura – var en drivende kraft i en kontrarevolution fra oven. Men dette ledende lag var ikke alene om det.  Som stødtropper fandtes i det sovjetiske samfund rester af småborgerlige og borgerlige – regulært kapitalistiske – klassekræfter. Sammen med eliten dannede de en kontrarevolutionær alliance.”

På grund af et klassekompromis med bønderne helt tilbage i 1930’erne fandtes stadig et småborgerskab på landet. Men denne småborgerlige klassekraft var ikke den mest aktive kraft i den kontrarevolutionære alliance:

”I 1950’erne opstod endnu en sektor i den sovjetiske økonomi, skiftevis kaldet ”den anden sektor” eller ”den uformelle sektor” eller ”skyggekapitalismen”. Den voksede sig større og stærkere, især under Hrustjov, hvor respekten for den socialistiske ejendom begyndte at blive undergravet. Det begyndte i det små, men greb om sig og nåede tilmed arbejderklassen. Denne – halv- og helkriminelle – skyggeøkonomi baserede sig på korruption i det kommunistiske parti. Den kunne ikke eksistere uden.”

 ”Skyggeøkonomien korrumperede dele af partiet og statsapparatet,” og den var ikke, som hævdet af nogle, en løsning på et mangelproblem i socialismen, snarere en medvirkende årsag til dette mangelproblem.

Den bureaukratiske elite udviklede sig til noget, der nok ikke var en klasse i sig selv, men til et lag der var ”en klasse i sin vorden”. Den rekrutteredes fra arbejderklassen og partiet, hvis klassesammensætning ”snarere vidner om et forvaltningsparti”. I sine sidste år manglede SUKP forankring i arbejderklassen.

Dertil kommer, at der i stagnationsperioden – efter 1975 men især i 1980’erne – bredte sig ”en social opgivenhed i brede lag”, blandt andet på grund af ”en øget afstand mellem såkaldt almindelige mennesker og en stadigt mere selvtilstrækkelig, korrumperet og ideologisk udvandet magtelite”.

Sovjetborgerne var ganske enkelt ikke mere aktivt inddraget i et samfundsprojekt, som de troede på.

Uden her at redegøre for alle mellemregninger konkluderer Anders Carlsson, at den sovjetiske arbejderklasse på den ene side ikke udgjorde en basis for kontrarevolutionen.  På den anden side:

”Arbejderklassens henvisning til socialismens tilskuerpladser skabte en opgivende passivitet, som gjorde, at arbejderne var ude af stand til at forsvare et for dem fordelagtigt om end langtfra perfekt system. Arbejderklassen blev siddende på lægterne, da dens erklærede ledere satte kursen mod at genoprette kapitalismen. Dette er den russiske revolutions store tragedie.”

Læren fra Oktoberrevolutionen

Endnu et vigtigt spørgsmål:

Er det overhovedet muligt at drage nogle almene lærdomme ud af erfaringerne fra Oktoberrevolutionen og den efterfølgende rejse ind i det ukendte, socialistiske univers? Måske skal historien på længere afstand, før det er muligt? Måske skal vi ud på den anden side af den tid, vi lever i, for at kunne sammenfatte den nære fortid?

Interventionskrigen ”brutaliserede bolsjevismen”. Socialismen er imidlertid ikke og skal ikke være autoritær, men demokratisk og humanistisk.

Alligevel – noget ved vi. Noget kan vi, i hvert fald foreløbigt, evaluere, så de sovjetiske erfaringer hjælper os med – forhåbentlig! – ikke at gentage fejl, der kan undgås i nutidens og fremtidens revolutionære processer.

Det er hævet over al tvivl, at det var sovjetmagten, der løftede Rusland ud af en århundredlang tilbageståenhed, og som på zar-styrets ruiner rejste et moderne, veludviklet industrisamfund.

De russiske og siden sovjetiske kommunister udrettede utroligt meget. De satte sig de mest svimlende mål på en rejse, som ingen før dem, havde begivet sig ud på.  ”Netop derfor fór de ofte vild i det ukendte terræn, og nogle gange gik det helt galt,” skriver Anders Carlsson. Han opridser en række dilemmaer, som han mener hører til Oktoberrevolutionens lærdomme, og som her blot nævnes i stikordsform:

Spørgsmålet om bureaukratiet: Det var ”en bureaukratisk degenerering og en bureaukratisk kontrarevolution fra oven, der lagde socialismen i graven”. Men en form for forvaltning, en central ledelse og styring er nødvendig under socialismen. Derfor handler kampen mod bureaukratiet ikke om at afskaffe administrativ forvaltning og kontrol – det handler om at finde former for at kontrollere kontrollen.

Spørgsmålet om det socialistiske deltagerdemokrati: Den sovjetiske erfaring viser, at ”et demokratisk underskud kan blive socialismens akilleshæl”. Det socialistiske demokrati handler om arbejderdeltagelse i de daglige beslutningsprocesser på alle niveauer og på alle samfundsområder.

Spørgsmålet om forholdet mellem parti og stat: Det handler blandt andet om, hvorledes partiets rolle skal håndteres og afgrænses, så der ikke sker en sammensmeltning mellem parti og stat.

Spørgsmålet om forholdet mellem den socialistiske retsstat og kampagnejustits eller folkedomstole: Anders Carlsson fremhæver her, at interventionskrigen ”brutaliserede bolsjevismen”. Den gav en ”erfaring som normaliserede vold”. Socialismen er imidlertid ikke og skal ikke være autoritær, men demokratisk og humanistisk.

                                                                  **

Bolsjevikerne måtte i 1917 begynde helt forfra og lære af egne erfaringer og fejl.  Ingen vidste dengang, præcis hvordan en socialistisk økonomi skulle organiseres. Man måtte prøve sig frem.

”Det er i denne banebrydende rolle, at Sovjetunionen skal studeres, ikke som et mønstereksempel for fremtidens socialisme, og heller ikke som et skrækeksempel på en socialisme, der ikke viste sig livskraftig nok,” skriver forfatteren hen mod bogens slutning.

Anders Carlsson har med ”Resa in i det okända” leveret det hidtil bedste bidrag til at forstå og lære af Oktoberrevolutionen og ”det korte århundredes” socialisme i Sovjetunionen.  Tak for det!

Kommunistisk Parti har inviteret Anders Carlsson til Danmark til efteråret, så han kan fortælle om og debattere sin bog. Jeg ville holde øje med tid og sted!

Denne anmeldelse har været bragt i Magasinet Arbejderen, nr. 2, 2019.