Jurist- og Økonomforbundets Forlag står bag udgivelsen af serien "Statskundskabens klassikere" – og den favner bredt, fra Platon og Aristoteles til Grundtvig, Gramsci og Luhmann.
At det netop er Lenins politiske tænkning, der er i bogens søgelys, er intellektuelt set ganske forfriskende.
I jubilæumsåret for den russiske oktoberrevolution stod den russiske politiker og tænker Vladimir Iljitj Lenin (Uljanov) for tur. Lektor Bertel Nygaard (BN) – kendt for en række bemærkelsesværdige værker om revolutionære ideer og traditioner – fik opgaven at præsentere ham.
Bogen følger seriens overordnede fællesdisposition: en kort biografi, en analyse af klassikerens faglige bidrag til statskundskaben, en påpegning af vedkommendes påvirkning af andre teoretikere samt forfatterskabets aktualitet.
I bogens syv kapitler gives en introduktion til Lenins tilgang til fire teoretiske temaer: revolution, parti, stat og imperialisme, hvor der fokuseres på substansen i Lenins politiske tænkning - både før oktoberrevolutionen i 1917 og i de følgende fem år.
BN ser Lenin som "den mest prominente fortolker af marxismen som praktisk politik for det 20. århundrede". Mange af hans tanker vurderes som "milepæle i denne periodes politiske teori, både for tilhængere af disse teorier og for deres mangeartede kritikere". At det netop er hans politiske tænkning, der er i bogens søgelys, er intellektuelt set ganske forfriskende.
Et kompleks af ideer
BN betegner Lenins politiske tænkning - ikke som ét samlet uforanderligt, sammenhængende korpus, men "et kompleks af ofte modsætningsfyldte idéretninger udviklet i stadig dialog med foranderlige historiske kontekster". I forlængelse heraf kan det anføres, at samlebegrebet leninisme aldrig blev anvendt af Lenin selv eller af bolshevikkerne, imens Lenin stod i spidsen for partiet. Det blev derimod anvendt af mensjevikkerne i begyndelsen af 1900-tallet som nedsættende betegnelse for bolshevikkernes politiske linje. Og efter at Lenin på grund af sygdom måtte trække sig tilbage, var det Bukharin og Zinovjev, der som de første i partiet anvendte begrebet og åbnede for en (iøvrigt umarxistisk) kanonisering af Lenins tænkning.
BN er opmærksom på, at Lenins overvejelser om Rusland og dets fremtid er inspireret af en kritisk læsning af de første russiske marxister. Blandt Lenins forgængere omtaler BN med god grund Georgij Plekhanov, men overser Nikolaj Tjernyshevskij – selvom begges arv fik stor betydning især for den unge Lenin. Tjernyshevskijs Feuerbach-inspirerede antropologiske materialisme og visioner om russisk bondesocialisme gjorde stort indtryk på Lenin, som i barndomshjemmet havde stiftet bekendskab både med filosofisk materialisme og Hegels dialektik – inden han opdagede Marx, Engels og Plekhanov.
Lenins livslange respekt for Plekhanovs teoretiske indsats er især knyttet til sidstnævntes brud med den russiske bondesocialisme og introduktion af marxisme i Rusland. Hans værker "Socialismen og den politiske kamp" samt "Om udvikling af et monistisk syn på historien" blev af Lenin set som udgangspunktet for dannelsen af det russiske socialdemokrati. Både Tjernyshevskijs og Plekhanovs navne fik af statslederen Lenin en hædersplads på den obelisk med 19 navne, som han kort efter oktoberrevolutionen fik rejst i Aleksanderhaven ved Moskvas Kreml. Mens sovjetstatens skæbne blev afgjort i en tragisk interventions- og borgerkrig, ønskede Lenin på den måde at udtrykke en respekt for de "revolutionære tænkere og ledere af kampen for de arbejdendes befrielse", hvis indsats han mente sovjetstaten byggede videre på.
Praksisorientering
I modsætning til menshevikkernes fremtidsprognoser var Lenin mindre deterministisk. Fremtiden så han ikke som noget programmeret skema, men som et kompleks af alternative muligheder, som han vurderede at være reelle, så vidt hver af dem svarede til objektivt mulige begivenhedsforløb. Og ifølge Lenin måtte det organiserede proletariat vurdere kampens objektive retning og udnytte alle chancer og muligheder for at den optimale version sejrede.
BN fremhæver Lenins praksisorientering. Hans samfundsanalyse skulle nytte den revolutionære sag. Der lå derfor et tydeligt element af subjektivitet i emnevalg og fokus, men, anfører BN, dette "udelukkede ikke nødvendigvis objektivitet i de specifikke undersøgelser". Og da Lenin i august 1910 i forbindelse med Anden Internationales kongres var i København, afså han ekstra tid til at sidde på Det Kgl. Biblioteks læsesal og studere statistik og litteratur om dansk landbrug, især om dansk andelsbevægelse. Det gav ham afsæt til senere publikationer om kooperation og overvejelser om det nye Ruslands landbrug.
Lenins praksisorientering havde rødder i hans verdensopfattelse. Han erkendte uvisheden og ensidigheden "som et betydeligt element i enhver forandrende handling og ethvert forsøg på at begribe en verden i mangeartet udvikling". Nøglen til Lenins tilgang som politisk teoretiker ser BN i en Hegel- og Marx-inspireret dialektisk tænkning, hvis rettesnor var analysen af sociale helheder i deres konkret-historiske kompleksitet, konfliktfylde og bevægelse. "Ikke som en vishedens filosofi, men som den erkendte uvisheds filosofi".
Bogens genstandsfelt er altså Lenins teoretiske indsats med henblik på implementering i Rusland. Altså en slags "anvendt forskning" uden at han derfor var pragmatiker. For Lenin havde hvert taktisk politiske problem en teoretisk dimension (modsat Stalin for hvem teoriens rolle snarere var efterrationaliserende for at retfærdiggøre ledelsens politiske beslutninger).
Hans projekt var at omdanne det russiske samfund og bidrage til organisering af det historiens subjekt, de russiske marxister fik afdækket – den russiske arbejderklasse, og på sigt at bidrage til det revolutionære brud, som han forventede måtte komme i de mest udviklede kapitalistiske lande.
Partiteori
Vedrørende Lenins partiteori tager BN afstand fra den udbredte opfattelse af ham som tilhænger af en model for elitær organisation. Lenin opfattede partiet som en organisation med forankring i massepraksis, og hvor partiets socialistiske bevidsthed udvikler sig i forbindelse med arbejdernes praktiske kamperfaringer. Ifølge BN leverede Lenin aldrig noget fast sæt af organisatoriske retningslinjer, og ser dette som "en følge af hans skiftende politiske analyser af revolutionens aktualitet og modsætninger i arbejderklassens relation til det kapitalistiske samfund og herunder spørgsmålet om dette samfunds bærende og legitimerende ideologi". Og partiets centrale opgave var at koncentrere socialistisk bevidsthed og strategisk udsyn og samtidig koordinere arbejdernes spredte kampe til en samlet revolutionær slagkraft.
BN berører et af nutidens politiske problemstillinger, når han pointerer, at kernen i Lenins opfattelse af relationer mellem parti, avantgarde og masser snarere ligger "dels i kritikken af hvordan en ensidigt begrebet decentralisme ofte ender i sin egen modsætning som fordækte, uigennemskuelige magtstrukturer", og "dels påpegningen af et strategisk behov for at koordinere både politiske handlinger og diskussionen af politiske erfaringer".
Kapitalismens levedygtighed
I forhold til vor tid anfører BN, at en leninsk antikapitalistisk bevægelse ville tage vidt forskellige former. "Men dens former måtte svare nøje til analysen af både den globale kapitalisme i almindelighed og de vidt forskellige politiske kontekster og handlingsbetingelser i de enkelte ... lokale omstændigheder".
BN er ikke den første, der påpeger, at kapitalismen har vist sig mere levedygtig end Lenin og andre af hans samtidige antog. Han beskriver nutidens kapitalisme som "mere rendyrket og global end tidligere" samt at den "dominerer så universelt, at den kan være svær at få øje på". I sine overvejelser om Lenins aktuelle relevans vælger BN blandt andet at pege på, at flere forsøg på at reaktualisere marxistiske imperialismestudier (eksempelvis hos Hardt og Negri samt Callinicos) tager afsæt i centrale Lenin-konceptualiseringer.
BN påpeger at Lenins kritik af statens funktioner under kapitalismen vedrører aktuelle tendenser. Han finder det dog som svagheder, at Lenins analyser enten opererer på almen plan eller koncentrerer sig specifikt om hans russiske samtid. Desuden mener han, at Lenin heller ikke indfanger den enorme legitimitet, som parlamentarisk demokrati i dag har i den brede befolkning. Samtidig fastslår BN dog, at "det ikke er svært i dag at genfinde elementer af det, Lenin kritiserede ved den borgerlige parlamentarisme som en arena for en bestemt, indflydelsesrig social gruppe, der i et særligt politikersprog grundlæggende varetager det kapitalistiske systems interesser". Og dette træk - påpeger BN - er blevet stadig mere iøjefaldende under vor tids "neoliberale vending i økonomi og politik".
Uddrag af Lenins bøger
BNs facit er, at Lenins analyser ikke leverer færdige aktuelle forståelser. Typisk for BN's forsigtige overvejelser hedder det dog, at disse forståelser "kan styrke aktuelle samfundsanalysers sensibilitet over for systemmodsætninger og krise- og sammenbrudspotentialer".
Med 90 siders forfattertekst kommer man vidt omkring, og som bonus serveres uddrag fra ni af Lenins væsentligste bøger og artikler fra perioden 1900 til 1923 – forskningbaserede tekster, som han producerede både i eksil og som stærkt engageret leder af sovjetstaten. For kendere af Lenins virke og forfatterskab er bogen interessant læsning, der dog næppe bringer meget nyt. Men for dem, der interesserer sig for denne vigtige del af historien og Lenins politiske tænkning, er bogen glimrende.
To mangler bør nævnes. Dels at der i bibliografien ikke er fundet plads til nogle af bogens referencer. Og dels indgår der i den omfattende litteratur, som BN inddrager, ikke sovjetisk/russisk Lenin-forskning. Eksempelvis de tankevækkende, sovjetiske akademiske (bl.a. de ” kritiske marxister”) og nutidige russiske værker skrevet af folk som Mikhail Lifshitz, Mikhail Gefter, Evald Iljenkov, Jevgenij Plimak, Igor Pantin, Karl Kantor og Vadim Loginov, som adskiller sig (positivt) fra den eneste russiske forsker, som BN henviser til - generaloberst Dmitri Volkogonov.(1
Som bidrag til bogseriens overordnede emne om politisk tænkning kunne man også have ønsket en omtale af Lenins bud på definition af sociale klasser og hans - efter fem års sovjetmagt - "reviderede" socialismevision etc. Men naturligvis måtte BN begrænse sig, så bolden er givet videre til læserens egne fortsatte studier.
NOTER
1)En af nutidens anerkendte russiske forskere Oleg Khlevnyuk har beskrevet Volkogonov som ”snarere politiker end historiker”, og Volkogonovs bog om Stalin, hvor også Lenin beskrives, kritiserer han for ”mangelfuld kildekritik, et snævert kildegrundlag og snarere at være et publicistisk værk”
Anmeldelsen har tidligere været bragt i tidsskriftet Arbejderhistorie nr. 2, 2018, som udgives af Selskabet for Arbejderhistorie.
på Twitter
