Hvordan er det at være inde i hovedet på et andet menneske? Nordmanden Ole Robert Sunde kommer med et godt bud i sin fantastiske lille roman Penelope er syg.

Sundes roman er rørende på en måde, man ikke ser så mange andre steder. Og det er svært at forklare, hvordan og hvorfor det rører. Man kunne tale om en slags usynlig signatur.

Romanens fortæller, der er mere eller mindre lig med forfatteren selv, er på vej gennem Oslos gader for at købe brød, sushi og snus til sin dødsyge kone, og ledes på sin tur ud i det ene tankespind efter det andet.

Han dagdrømmer, erindrer, filosoferer og lader sig helt og aldeles rive med af sin egen bevidsthedsstrøm. Kun afbrudt af de kendte og ukendte ansigter, han støder på i det osloske gadeliv. Som leder til interessante, sjove og aparte møder med eksempelvis Shipping-Berger, en gammel professor (forestiller han sig) og byens infant terrible Oslokyklopen, et højtråbende medlem af Fremskrittspartiet.

Misundelsesværdigt godt

Fortælleren, lad os bare kalde ham Ole Robert Sunde, gengiver små spøjse observationer, der måske synes af lidt, men som fortæller en større historie om den verden, vi alle sammen lever i. Sunde bevæger sig fra det konkret sansede til det universelle med en lethed, der både er misundelsesværdig godt orkestreret og hammerende irriterende. For, hvordan hulen gør han, og hvordan kan han skrive så godt? Det er ikke kun fascinerende men også ekstremt vedkommende.

Så er der også alle de små historier, fakta og citater, der suppleres af Sundes egne fantasier og viderebrygninger. Såsom en lille ekskurs om kannibaler, der spiser tilfangetagne briter. Eller en lille gengivelse af videnskabsmanden Charles Babbages teori om, at luften har lagret bidder af alt det, der nogensinde er blevet sagt.

Side om side

Fortid og nutid står side om side i Penelope er syg. Man mærker historiens vingesus, når Napoleons felttog på østfronten beskrives med en sådan indlevende kraft, at man skal bladre mange støvede historiebøger igennem for at finde eksempler på noget, der er lige så tiltalende og med så megen fortællermæssig pondus.

Sunde minder os om vores egen forgængelighed og om uendelighedens rækkevidde. At noget er sket, og at noget fortsat vil ske.

Det er ikke altid, at Sunde kan præcisere, hvor han har en bestemt oplysning fra. Og man kender det selv. Hovedet kan være et rod, men også smuk og underfundig. Fuld af underlige informationer, rørende erindringsglimt, sjove indfald og alt mulig andet. Og sådan er det med Penelope er syg. Man genkender sig selv i det skrevne, igen og igen, side efter side.

Sorgen, tæt på

Gradvist afsløres det, hvor syg Sundes kone er, og hvor alvorligt det er. Hans gang gennem gaderne er derfor også en langsom nærmen sig hen til den unægtelige sandhed, at hun, hans mangeårige samlever, er dødelig syg med kræft. En erkendelse, han prøver at skubbe fra sig, men som trænger sig på, og som sårer. Og man bliver såret med ham, fornemmer døden, der står i gangen og venter på hende, og på sigt også Sunde selv.

Man er med Sunde, når han forsøger at komme overens med sin kones nært forestående død. Blandt andet ved at supplere til dødserkendelsen med ekskursioner inden for dette og hint. Ved hjælp af historien om Odysseus og hans kone Penelope, for eksempel, som Odysseus længes efter under sine mange års sejlads og eventyr. Ligesom Sunde selv, der er ude på sin egen odysse i de norske gader. Men med en dødelig forskel i forhold til det gamle græske værk.

Fortjent opmærksomhed

Sundes roman er rørende på en måde, man ikke ser så mange andre steder. Og det er svært at forklare, hvordan og hvorfor det rører. Man kunne tale om en slags usynlig signatur, som også gør sig gældende i alle andre aspekter af det, der er en eminent lille roman, som man ikke glemmer lige foreløbig.

Ole Robert Sunde har fortjent stor opmærksomhed herhjemme. Med oversættelsen af Penelope er syg er der taget et vigtigt skridt i den retning. Lad det ikke blive det sidste.