"Stenen fordamper i solen", fortæller kvinden med det smukke smil og de blide øjne. Hendes blik går direkte ind i kroppen, ind til sjælen, passerer forbi og fortsætter på den anden side af livet i søgen efter orden i kaos. Hun jagter alle disse ord, der skal fanges og forstås og sorteres og vises frem som sommerfugle på nåle eller talrækker på snor.

Hun er Inger Christensen (1935-2209) og hun er poet. På Teatret ved Sorte Hest graver Karen-Lise Mynster i Det Springende Punkt vibrerende ufølsomt ned i det splintrede sind hos arbejderdatteren fra Vejle, datter af en skræddersvend og en kokkepige. Rammen er det galehus, som hun er indespærret i, og hvis beboere er mere virkelige end plejerne.

- Jeg er selv sindssyg, siger lægen en dag til hende. - Nej, du er død, svarer hun, for hun har forstået, hvad lægen ikke har forstået: at abrokostræerne findes, at bregnerne, cikaderne og duerne findes. Lige som det onde findes og selv om det skal opsluge mødrene, knuse børnene og afbrænde markerne med deres afgrøder, skal ordene nok holde dem i ave.

Inger Christensen blev ikke blot vor tids største lyriker. Hendes debut i 1962 med digtsamlingen Lys og året efter Græs fik modernismen til at svaje under vægten af hendes sproglige geni. Gennembruddet kom i 1969 med digtsamlingen "det", der begynder: ”Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til det og det og det....”

Det er tallene, der holder styr på verden i Inger Christensens digteriske univers. Forbundet med ordene svarer de til cellernes kemiske arbejde i kroppen. Sprog og verden er flettet sammen holder tilværelsen i balance. Inger Christensens egen tilværelse blev ingen dans på roser, men hun klarede kriserne, først sammen med digtermand og journalist Poul Borum (1934-96), senere alene som højst respekteret lyriker.

Karen-Lise Mynsters spil er en skræmmende, narkotisk vandring gennem en forvreden, liderlig, elskelig kvindes barske kamp for at forstå, trøste, frelse. Med nerverne uden på skjorten suger hun os helt ind til kanten af dette forpinte, lykkelige menneskes søgen efter harmoni.

"Man kan gøre noget for alle mennesker, også selv om det er umuligt", insisterer hun, mens lægen i sin afmagt har underkastet sig den gales overlegenhed: "Jeg vil så gerne lære at elske jeres smerte", siger han, men det siger han kun, fordi han ikke har forstået "det".