Da jeg blev medlem af DKU i slutningen af halvtredserne, var det en tradition, at vi startede medlemsmøderne med sange som ”Når jeg ser et rødt flag smælde”, ”Ungdom er ikke det sløvede sind” eller ”Det er stormens sang der lyder”.

Det var hans opfattelse, at de nye folk på Aktuelt i højere grad dyrkede kynismen end socialismen, og det huede ham ikke. 

I midten af tresserne fik vi lejlighed til at møde forfatteren til sangene, Oskar Hansen (1895-1968), ved et arrangement i DKU, og i et interview i Land og Folk i maj 1966 fortalte han: ”Ja, og jeg husker et møde med ”jeres” unge. De sang godt, gjorde de, og de havde givet over 2 kr. i entré, og der var ikke noget med kaffe og boller.”

Men ud over Oskar Hansens sange kendte vi, ligesom de fleste i dag, ikke meget til hans gøren og laden. Heldigvis har forfatteren Jens-Emil Nielsen nu, godt 50 år efter hans død, skrevet en biografi om ham, der med sympati og loyalitet, men uden næsegrus beundring, fortæller om mennesket bag digtene.

Fra DKP til Socialdemokratiet

Oskar Hansen var ligesom sin far uddannet typograf og blev aktiv i Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF), det senere DKU, og var med til at stifte DKP i 1919.

Sin journalistiske karriere startede han i 1913 i SUF's blad Fremad, og det var derfor naturligt, at han blev ansat som journalist på DKP's avis Arbejdet, som i 1921 kom til at hedde Arbejderbladet. Udover journalistiske opgaver var han også anmelder og skrev digte til bladet.

I 1922 forlod han skuffet DKP, fordi ”de skændtes for meget til at jeg kunne følge med”, og vendte tilbage til Socialdemokratiet og blev journalist på deres eftermiddagsblad Klokken 5. Da det lukkede i 1930 kom han over til Socialdemokraten, hvor han var indtil 1960.

KNÆK SABLEN! BRYD KRONEN! STYRT KIRKEN!

Før han som 17-årig blev politisk aktiv, havde han i fritiden været bryder, og hans atletiske fremtræden var måske årsagen til, at han til 1. maj demonstrationen i 1917 (i bogen står 1915) blev udpeget til at bære SUF's banner med teksten: KNÆK SABLEN! BRYD KRONEN! STYRT KIRKEN!

Det var en parole som politiet ikke kunne lide, og de angreb demonstrationen for at fjerne banneret, men i første omgang fik de fat i et forkert. Til sidst blev der sat ridende politi ind, og det lykkedes at erobre og ødelægge banneret.

Disse paroler holdt han fast ved hele sit liv, og ikke mindst hans republikanske holdning. I en upubliceret artikel fra 1930 skriver han ironisk om Chr. den X’s statskup i påsken 1920 for at vise sin utilfredshed med, at Socialdemokraten havde skrevet pænt om kongen, da han blev 60 år.

Den fik heller ikke for lidt, da han i 1956 i et digt ironiserede over, at H.C. Hansen havde inviteret kongen og dronningen til en middag i sit hjem. Digtet blev dog aldrig trykt, fordi DSU’s og Frit Forums blade trak deres tilsagn om at bringe det tilbage.

Det røde flag

Allerede i en ung alder begyndte han at skrive digte, og det første blev trykt i 1913. I 1920 blev hans sang, ”Rød flagsang”, udgivet af SUF, og derefter blev det til ikke så få sange, der hyldede den røde fane.

”Når jeg ser en rødt flag smælde”, der blev skrevet til et DSU-arrangement i sommeren 1923, er blevet hans mest kendte og sungne sang.

I en artikel i web-avisen Pio i 2018 prøver den socialdemokratiske historiker Martin Grunz at analysere den og når frem til, at den er udtryk for, at Oskar Hansen er blevet socialdemokrat, i modsætning til ”Rød Flagsang”, der var revolutionær og skrevet, mens han var medlem af DKP. Blandt andet fremhæver han, at der bruges udtrykket ”fredelig færden”, men glemmer, at lige efter står der, ”den var forrest i stormklokkens klemt”.  

Historikeren Flemming Hemmersam vurderer ham anderledes og har skrevet, at Oskar Hansen var svær at styre og nogle gange var ”så langt ude på venstrefløjen, at det næsten var umuligt at hale ham tilbage igen”.

Lystige viser

Det blev ikke kun til politiske sange, men også mange i den mere lystige genre, for Oskar Hansen var også til fest og farver. For eksempel ”En vise om tre små musikanter”, som blev bragt i Klokken 5 i april 1924.

Den blev kendt af hele den danske befolkning, da Kurt Ravn, som ”Røde” i TV-serien Matador, optrådte med den til sit bryllup med Agnes. I 1980 indspillede han den på en EP, og den er også med på Peter Abrahamsens CD ”Frihed, ret og tro – Oskar Hansen 100 år”, som udkom i 1995 på Exlibris.

1930’erne var Oskar Hansens mest produktive periode, hvor han også leverede mange bidrag til de Røde Revyer, og skrev sangen ”Danmark for folket i 1934.

Krigen og striden

Under besættelsen tog han aktivt del i modstandskampen som medlem af den socialdemokratiske gruppe Ringen. I 1944 var han lige ved at blive arresteret af Gestapo i en sporvogn, men hans søn nappede hans mappe med illegale blade og blev arresteret, vel vidende at faderen med sin sukkersyge ikke ville kunne klare et fængselsophold.

Sønnen endte i Frøslevlejren efter hård behandling hos Gestapo, mens Oskar Hansen måtte flygte til Sverige.

Da Oscar Hansen kom hjem, genoptog han sit arbejde på Socialdemokraten, men det var ikke uden problemer. I 1947 følte han, at han ikke fik opgaver nok og truede med at sige op, men åbenbart blev der fundet en løsning, for han blev på bladet.

Allerede i 1955 var han blevet meget vred over, at bladet havde strøget et afsnit i et fødselsdagsinterview, som han derfor ikke ville have bragt. Han udtalte blandt andet: ”Og er vi ikke ved at komme derhen, at hvis bare en mand rokker lidt med venstre øre, så hviskes eller råbes der: Han er kommunist”.

Den nye redaktion på Aktuelt, som Socialdemokraten kom til at hedde i 1959, indskrænkede lidt efter lidt hans stofområde, så det til sidst kun omfattede kolonihavebevægelsen, og han oplevede, at en række artikler blev kasseret, som han dog fik trykt andre steder.

Bitterheden over behandlingen fik ham til i en sen nattetime at skrive sin udmeldelse af partiet, men den blev ikke sendt. Det var hans opfattelse, at de nye folk på Aktuelt i højere grad dyrkede kynismen end socialismen, og det huede ham ikke. Uoverensstemmelserne endte med, at han fratrådte i 1960 efter 38 års virke med en årlig ”understøttelse”, som skulle genforhandles, når han fyldte 70 år.      

Men han holdt ikke op med at skrive, og hans artikler og digte blev i stedet trykt i blandt andet den socialdemokratiske avis Bornholmeren og i forskellige fagblade.

Hele sit liv var han en flittig forfatter, og det skønnes, at han har skrevet mere end 2.800 digte, sange, revyviser mv. Da han døde, blev bisættelsen holdt i Folkets Hus på Enghavevej, hvor de Røde Revyer var blevet opført og hans sange sunget til møder i fagbevægelsen. Kisten var omgivet af røde faner.

Mange har udnævnt Oskar Hansen til socialdemokratiets hofpoet, men i virkeligheden blev han, som Morten Thing har udtrykt det, ”ved med at stå med et ben i hver lejr”, og det var nok ikke for ingenting, at han i et digt fra 1930 skrev, at der var to grave, han gerne ville lægge røde roser på. Det var Lenins og Liebknechts.