- Jeg vil dø af druk til september, meddeler den åbenbart snart forhenværende litteraturanmelder på Dagbladet Ole Jastrau sin forbløffede chef, redaktør Iversen. Som sagt, så gjort. Ole Jastrau går til biddet med tørstig assistance fra den psykopatiske poet Stefan Steffensen, dennes kæreste, syfilisten Anna Maria, den kyniske anmelderkollega Vuldum, de to elskelige drankere Den evige Kjær (g Lille P. og den labre lille luder Sorte Else.

Den 600 sider lange roman vakte ved udgivelsen i 1930 dybt ubehag i det litterære spinatbed. 

På Det Kongelige Teaters store scene lægger Rasmus Bjerg krop stil den selvdestruktive ægtemand og journalist Ole Jastrau i instruktør Rune David Grues dramatisering af Tom Kristensens roman "Hærværk". Den 600 sider lange roman vakte ved udgivelsen i 1930 dybt ubehag blandt forfatterens kritikerkolleger i Københavns litterære spinatbed.

Kun Hartvig Frisch på Social-Demokraten var positiv. Det samme var læserne, og bogen er i dag en klassiker i mellemkrigstidens litteratur, filmtiseret i 2007 af Ole Roos med Ole Ernst i hovedrollen.

Motivet bag Jastraus tur i hegnet er en af de mest gennemtærskede temaer i dansk modernisme. Generationer af gymnasieelever har grædt deres modige tårer i dansktimerne over horder af cand.mag'eres idiotiske spørgsmål: Hvorfor drikker Jastrau?

Tjah, hvorfor drikker Jeppe? Hvorfor bedrager den flinke erhvervsjournalist Krügers smukke kone sin mand med den udsumpede Ole Jastrau? Tom Kristensen selv drak - til tider tæt, og en af romanens helt store belønninger er, at man ikke er i tvivl om handlingens ægthed.

Det kan man ikke sige om dramatiseringen. Vi får alt for meget at vide, uden at det gør os klogere på, hvad der egentlig sker i hovedet på Ole Jastrau. Hvor bogen er et individuel møde mellem forfatter og læser, så er dramaet en kollektiv kontrakt med publikum, der giver dramatikeren carte blanche til at se stort på det litterære forlægs finere nuancer.

Det glemmer stykkets dramaturgi, som undlader at "kille darlings" og at skære til benet. Stykket er en evighed om at komme i omdrejninger. På trods af den geniale anvendelse af drejescenen til at skildre både Jastraus ægteskabelige lykke og hans saftige nedtur, tager det kun langsomt form. 

Når "Hærværk" alligevel bliver til stort teater, er det udelukkende fordi vores allesammens indre Ole Jastrauer står lysende klart bøjet i druk og neon. Han bliver det uopnåelige ideal for de frihedssøgende mennesker, der ikke nøjes med at baske i tøjlerne, men som insisterer på at smide dem. Skål, du gamle!