Egentlig er det nemt nok. Dans består i, at nogen eller nogle bevæger deres krop til en ydre eller indre rytme. Måden, det gøres på, hedder koreografi.

Og så gør det ingen forskel, om dansen går lystigt hos Maren i kæret eller i Tivolis Koncertsal, som Alvin Ailey American Dance Theater verdensberømte trup lige nu fylder til sidste stol.

I slutningen af forestillingen står en enkelt mand på scenen. Hans fødder danner en lige linje og hælene rører hinanden. Så spænder han overkroppen, og byder med en enkelt bevægelse publikum op til dans. Det er denne konstante fordring om enkelthed, der gør det så enestående. 

Manden bag blev født i 1931 langt ude på landet, en afro-amerikaner i det raceadskilte Rogers, Texas. Han drømte om at forene mennesker uanset etnisk herkomst og race gennem dansen, og startede karrieren som 12-årig i Lester Hortons raceblandede dansekompagni. 

I 1958 stiftede han sit eget korps. Det er efter hans død i 1989 blevet videreført af hans førstedanser, Judith Jamison, der indtil sidste år bestræbte sig på at "holde fortiden i hævd, fejre nutiden og komme fremtiden i møde med åbne arme".

Nøglen til Alvin Ailey-ensemblets succes er det enkle og det selvfølgelige, kombineret med benhård træning. Det er symmetriens forfald og gendannelse, kampen mod kroppenes kaos, på én gang smukt og skræmmende.

Det er de 20 kroppes samtidige leg, bevægelser hentet ud af luften, rummet, lyden, den uforudsigelige skiften mellem disciplin og improvisation, den legende lethed, der skaber det kick, som disse fantastiske dansere altid giver.

Om dynamikken er lukket ind i den legendariske amerikanske koreograf Paul Taylors klassiske "Arden Court" eller slippes løs i den israelske kædesang og stoledans "Minus 16" er ligegyldigt. En Alvin Ailey-forestillinger er altid berusende, bevægende og befriende - et sjældent kig ind i en verden, hvor fysikkens love er ligegyldige.