12 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

På tærsklen til krigen

Golden Days på Riddersalen:

På tærsklen til krigen

Kabaret fra 30'erne var måske mere end en tidsrejse tilbage.

Et velspillende Figura Ensemble gav Helene Gjerris tæt opbakning.
FOTO: Stine Marie Mortensen
1 af 1

Riddersalen på Frederiksberg er et spøjst sted. Foyeren minder om en bayersk bierstube med artistportrætter i stedet for alpe-prospekter på væggene. Stedet var omdrejningspunkt for politisk kabaret i 30´erne og et par årtier frem. Det var nok så meget mad, drikke, og whatever, der skulle hente hyren hjem på en evig rand af fallit. Rygtet var også derfor tvivlsomt. 

Fælles for temaerne var klassestandpunktet. Det var en socialrealisme, der beskrev vilkårene nederst i samfundet alsidigt.

Her var battleground for striden mellem Per Knutzons, Lulu Zieglers og Ruth Berlaus DKP-tilknyttede agitprop-gruppe Revolutionært Teater (stiftet 1932), DKP´erne kaldte Bertel Budtz Müllers socialdemokratiske Arbejdernes Teater (stiftet 1925) for "klasseforrædere", mens socialdemokraterne betegnede modparten "nazi-medløbere".

Altsammen ifølge historikeren Stig Jarl, der informativt indledte kabaret-rundturen denne aften omkring Bertolt Brecht, Hanns Eisler, Kurt Weill og deres inden- og udenlandske revolutionært indstillede fæller i den eksplosive tid op til Anden Verdenskrig. På den danske scene var det dog "mere kunstnerne end poltikerne, der holdt et internationalt niveau".

En snes indslag af de dengang nyskabende ekspressionistiske tekstlige og musikalske udtryk blev fremført med mezzosopranen Helene Gjerris i centrum. Fælles for temaerne var klassestandpunktet. Det var en socialrealisme, der beskrev vilkårene nederst i samfundet alsidigt: sliddets, udbytningens, krigens, fascismens, vilkårlighedens konsekvenser - men også håbet om en ny fremtid.

Det tætspillende Figura-ensemble bakkede Gjerris´ udsagn snert op, men prisen herfor var/er, at det musikalske udtryk bliver mindre melodisk og ikke giver meget plads til instrumentale soli. Helene Gjerris på sin side har skikkelsen og et stærkt Mutter Courage udtryk. Hun synger smukt, faktisk for smukt, om noget, der kalder på et mørkere, mere råt stemmeleje. Hun er ikke hverken Gisela May, Sonja Kehler eller - ja: Marianne Faithfull.

Golden Days Festivalen var ramme om begivenheden. Derfor foregik introduktioner og en interessant live-gengivelse af et Eisler-interview om kunst og kultur på engelsk. Lidt ærgerligt. 

28. sep. 2015 - 10:15   28. sep. 2015 - 10:20

Scenekunst

Arne Lennartz
Anmelder
3

Back at the Crime Scene: Political and Cabaret Songs from the 1930´s. Helene Gjerris og Figura Ensemblet, Riddersalen 17.9.2015.