Anker Jørgensen – indbegrebet af den folkelige politiker – har medvirket til udgivelsen af denne bog – den sidste. 

"Han lever – i ordets bedste betydning – og det bliver han ved med, til sæbeboblen en dag, træt og lykkelig oven på sin lange rejse, rammer jorden og brister." Sådan lyder de sidste linjer i den unge journaliststuderende Jonas Wisbech Vanges samtalebog med den 90-årige Anker Jørgensen.

Det er imidlertid hverken en traditionel  samtalebog – eller biografi om den gamle statsmand. Nærmest lidt en blanding af begge genrer. Anker Jørgensen har selv bedt om denne bog efter have læst et portræt om sig skrevet af forfatteren. Og denne følte sig yderst beæret – født 1987.

I fragmentariske træk gennem spadsereture i kvarterer og steder, der har formet og haft betydning for Anker, fortælles om hans lange liv. Arbejdermuseet, Vestre Kirkegård, hvor hustruen Ingrid ligger og venter. Vajsenhuset, hvor den forældreløse dreng gik i skole og en række andre destinationer i hovedstaden

Meget er fortalt og meget bliver præsenteret  i dette værk. Hans eftermæle vil nok blive lidt broget. På den ene side er Anker tillidsvækkende, udstyret med et stort engagement til fordel for de svageste grupper. Og denne indignerede, grundfæstede livserfaring har han bevaret – for ham er det stadig næsten forbryderisk at ville spare på velfærden. Samme syn har og havde han på uretfærdigheder på verdensplan. Fra USA´s krigsførelse i Vietnam til Tyrkiets lemfældige behandling af det kurdiske mindretal.

I Ankers regeringstid oplevede landet både op og nedture – og for Ankers vedkommende måske mest det sidste. I historiebogen vil han næppe opnå de store karaktermæssige cifre.

Det kan og det er svært som 90-årig at fortælle en historie, der er fortalt før. Og dette er nok bogens største svaghed. Et langt begivenhedsrigt liv, der lakker mod enden – fortalt af en gammel træt mand – dog med lune. Og ja – der skal brød til, når der skal drikkes kaffe.