Det kan være svært at finde en grimasse, der kan passe, når Hamburg Balletten under ledelse af den legendariske amerikanske koreograf John Neumeier viser sin kunnen på Det Kongelige Teaters Gl. Scene. 

Koreografen bruger kroppen som et toptunet instrument for at forme sine drømme"

Balletmester John Neumeier, Hamburg Ballet

Hans balletværk "Døden i Venedig", der gæstespillede fra 9. til 12. september, er en sjælden opvisning i kunstnerisk æstetik. Solisterne og ensemble er fysisk perfekte, hver bevægelse opfylder både historie og musik. John Neimeier, siden 1973 balletmester for Hamburg Balletten, lægger ikke skjul på de fysiske krav til sine dansere:

- "Mennesket" er dansens emne men samtidig også dets instrument. Dette instrument - kroppen - har brug for at kunne "dreje" - en teknik, der gør det muligt at udtrykke sig. Koreografen bruger kroppen som et toptunet instrument for at forme sine drømme", skriver han i forestillingens katalog.

Det er nøglen til at forstå Neumeiers kropslige formsprog. I hans perfektionistiske verden kræver en toptunet koreografi toptunede kroppe, der "drejer" sig drømmeagtigt, men uendelig præcist i fortællingens univers.

Grænseoverskridende perfektion

Det er for balletdanskere, der er opdraget i Bournonvilles franske, men folkelige tradition, hård kost. Det skyldes ikke mindst den måde, Neumeier bruger sine dansere og sit ensemble på. Hans formsprog tillader ikke den mindste afvigelse fra den perfekte norm.

Hans idealkroppe ligner til forveksling catwalkens anoretiske mannequiner - andogyne stativer skåret efter en læst, der allerede i den kropsfikserede modeverden er på vej ud til fordel for et sundere udtryk. Det kunne altsammen være fuldstændig ligegyldigt, hvis ikke Nikolaj Hübbe, der er chef for Den Kongelige Ballet, har udvidet samarbejdet med John Neumeier som koreograf, senest med "Kameliadamen" som netop nu opføres på balletten.

På Hamburg Balletten bærer balletskolen hans navn og er helt i gennem hans værk, grundlagt blot seks år efter hans tiltræden. Det er her, han former sine elever efter sine idealmål, og tanken om, at samarbejdet mellem Neumeier og Hübbe vil føre til forandringer på Den Kongelige Balletskoles kriterier for udvælgelsen af sine fremtidige dansere må få det til at løbe koldt ned ad ryggen på deres forældre.

Livets sejr over kunsten

Neumeiers krav til dansernes fysiske udtryk ses tydeligt i Hamburg Ballettens fortolkning af hans værk "Døden i Venedig"  - frit efter den tyske nobelpristager Thomas Manns roman af samme navn. Det er historien om en gammel kunsnter, der er kommet til vejs ende, og som kompenserer for sin dødsangst gennem en håbløs og uopfyldelig, erotiske besættelse af den 14-årige Tadeuz' drengekrop. 

"Døden i Venedig" er oprindelig et digt, der blev til en bog. Den italienske filminstruktør Luchino Visconti gjorde det til film, båret op af den tyske komponist Gustav Mahlers musik, Alle bygger på den homoseksuelle tyske digter August von Platens patetiske udbrud "Den, der har set skønheden, har allerede overgivet sig til døden." 

I John Neumeiers visualisering af dette smukke, men patetiske tema, søger den døende mesterkoreograf Aschenbach desperat efter livets sidste gnister for at bryde sin præstationsangst og fuldende en fabelagtig karriere med et sidste mesterværk. Rundt om ham hærger pesten Venedig, bragt til byen af to gadegøglere. 

I sin lidenskabelige passion ved mødet med den uskyldige dreng, glemmer Aschenbach sin egen dødelighed. Ballettens sidste dans er "Liebedstot" - kærlighedsdød - hvor den gamle kunstner vender sig fra sit gamle liv mod den nye beruselse - og døden i Venedig.

Neumeiers værk er naturligivs er et  fantastisk værk, ikke mindst på grund af hans evne som koreograf og balletmester at fortælle hele historien, både kropsligt, musikalsk og scenografisk. Det er en totalforestilling, der viser hvor langt jagten på det perfekte kan føre en kunstner,men også et skræmmende eksempel på, hvor langt den samme kunstner kan komme ud af en håbløs tangent.