Få personer i nyere tid har været omgæret med så stor interesse, som den tidligere generalsekretær for det mægtige russiske kommunistparti SUKP, Mikhail Gorbatjov, der nu har udsendt endnu en erindringsbog.

Når jeg skriver "endnu en", hænger det sammen med, at han allerede i 1995 udsendte sine erindringer, der blev oversat til blandt andet tysk – men ikke udkom i Danmark.  Udgaven fra dengang var over på 1200 sider, så de nye er lidt at sammenligne med en pixiudgave.

Raisas betydning

Indholdsmæssigt ligner de hinanden. Dog med den væsentlige forskel, at hustruen Raisa døde i 1999. Uden tvivl har hendes bortgang spillet en rolle for udgivelsen. Historier om Raisas liv og død spiller en ikke ubetydelig rolle i Gorbatjovs selvforståelse og livssyn.

Bogen er en skildring, der nøje følger Sovjetunionens udvikling fra 30'erne med udrensninger, 2. verdenskrig med fascisternes brutalitet, tiden efter krigen og Gorbatjovs egen opstigning i SUKP-apparatet  frem til posten som generalsekretær og præsident og efterfølgende faldet fra tinderne.

Hovedparten er spændende læsning – dog må læseren være forberedt på, at enkelte kapitler og passager kan virke lidt interne med oplysninger i den gumpetunge ende.

Næsten uanset politisk ståsted vil Gorbatjovs ry forblive blakket. Svigtet af vesten og i kommunistiske kredse personificeringen af et systemsammenbrud. Gorbatjov tager selv en del af ansvaret for udviklingen. Men han har rigeligt at sige til sit forsvar, og han går ikke ind i et antikommunistisk korstog.

Lenin har stadig værdi

Tværtimod bruger han eksempelvis Lenin, som han naturligt nok har et særdeles godt kendskab til. Især Lenins skrifter efter Oktoberrevolutionen har betaget ham og gør det stadig. Som han udtrykker det på side 329:

"Nu er der mange, der fordømmer Lenin, også meget skarpt. Det er jeg absolut ikke enig i. For mig er Lenin værdifuld, derved at han forbandt kommunismen med intellektuelt fremskridt, med nødvendigheden af at tilegne sig al den viden, menneskeheden havde frembragt. Med alle kritiske forbehold var han et stort menneske. Han tog den risiko at gribe magten i det øjeblik, hvor landet var på randen af en katastrofe. Med al sin beslutsomhed  og revolutionære målbevidsthed evnede han at erkende fejl, revidere sit syn på det, han havde gjort og drage konklusioner for fremtiden. Lenin var ikke bange for at gå på tværs af forældede synspunkter , sine egne og partifællernes.”

Citatet siger en del om Gorbatjovs syn på sig selv, om end han i den russiske bevidsthed aldrig kan komme på højde med Lenin – endsige blive betragtet som dennes arvtager, dertil er der for mange lig i lasten.

Men Gorbatjov selv er sikker på, han forsøgte det rigtige med perestrojka og  glasnost. Noget måtte gøres. Landet standede i våde og kun gennem radikale ændringer var der håb om bedre tider.

Perestrojka og nedrustning

Perestrojka opfatter Gorbatjov som en del af den tredje bølge af demokratiske revolutioner – der begyndte med Spanien, Portugal og Grækenland i 70'erne, og som via efterdønninger er disse nået helt frem til revolutionerne i vore dages Nordafrika.

Også  nedrustningen og fjernelsen af atomtruslen er Gorbatjov stolt af at have gennemført. Han fremhæver endvidere opgivelsen af kontrollen over de østeuropæiske lande som et plus. Sidstnævnte fylder dog ikke meget i bogen, men han har i tidligere værker kredset om emnet. Især har han i talt om det tidligere DDR og den tyske genforening. Og i dette spil var hans indsats ikke kun pletfri.

Jeltsin er skurken

Den store skurk i bogen er Boris Jeltsin. Når reformerne ikke slog igennem ligger hovedansvaret ifølge Gorbatjov hos Jeltsin. Ord som "galskab" og "en person, der går bag ryggen på andre", er blot et par eksempler på hans beskrivelse.

Men også USA hjalp Jeltsin godt på vej med det formål at destabilisere den øverste sovjetiske ledelse. Det var i de år, hvor Reagan, der af Gorbatjov beskrives som en rigtig dinosaur, omtalte Sovjet som "ondskabens imperium". Senere forbedredes forholdet betragteligt i forbindelse med nedrustningsforhandlingerne i Reykjavik.

Gorbatjov betragter stadig sig selv som socialist og bogen kan derfor ikke affærdiges som et forsøg på at miskreditere kommunismen.  Men bogen giver næppe hele sandheden om udviklingen om tiden under og efter Gorbatjov. Det er nok også for meget forlangt.

Gabet mellem helte- og skurkestatus er meget lille, og Gorbatjov forbliver i dette mellemrum. Historien vil delvis hylde ham som den, der afsluttede den kolde krig – men ikke nødvendigvis var skaberen bag en ny og bedre verden – og på den anden side den mand, der stod som hovedarkitekten bag afmonteringen af den socialistiske ide, i hvert fald for en tid.

For år tilbage skrev jeg en lille artikel, hvor jeg anså Jeltsin for en af hovedmændene bag kuppet i 1990. Bogen her har ikke fået mig til at revurdere den tankegang. Snarere tværtimod.