Som en medarbejder fra Frilandsmuseet sagde, da han rundede stykket af: ”Historie ér spændende, men det er ikke altid historikere er det”. Med det afsæt og i den ånd har Frilandsmuseet bevidst allieret sig med teatret og dramaturgien for at gøre historien levende. De bedste kulisser og den bedste scenografi, man kan tænke sig, har museet jo: autentiske bygninger og indretninger.
Gennem en årrække har Frilandsmuseet haft sit eget teater, ledet af Peter Darger. Denne sommer er valget faldet på Pelle Erobreren, som er omdannet og dramatiseret til teatret af dramatikeren Bo hr Hansen med hjælp af dramaturg Bent Holm. Det er lidt af et kunststykke at omdanne det første bind af Pelle Erobreren til et en-times stykke for børn og voksne, tilsat musik og nye sange. Det er gjort ved at lave nedslag på barndomsfortællingens højdepunkter.
Ind af porten til Stengården kommer Lassefar (Benjamin Boe Rasmussen og Pelle (Michael Lundbye Slebsager). De er blevet hyret (og narret) på havnen til at gå i tjeneste der. Landmåler-Eleven tager i mod. Ligeså pigen Marie og gamle Karna og hendes horeunge Rud. Og sådan åbner fortællingen sig.
Et drys af magisk realisme er tilført via de to musikere, udklædte som strandvaskere, der lægger stemning og retning ind i spillet på scenen og musik til de indlagte sange. Ambitionen fra teatrets side har været at skildre den sociale uretfærdighed og groteske urimelige omstændigheder, landarbejderne var underlagt. Men også viljen til at kæmpe sig ud og væk.
Sangene undervejs er komponeret af komponist Nikolaj Hess, med inspiration fra blandt andet skillingsviser. De virker godt, som et nærmest Brechtsk islæt. Er man ortodoks i sin indstilling til sin Nexø, kan man nok blive udfordret i de mangler, der naturligvis er i den korte dramatiserede fortælling.
Men forestillingen er et underholdende bud og forsøg på at give historien om Pelle Erobrerens barndom videre til et nutidigt børne-og voksen publikum. Hatten af for det. Og måske en god opvarmning til Per Flys kommende film om Pelle Erobrerens ungdom.