Fik man ikke set The Artist is Present på sidste års dokumentarfilmfestival, kan det nås endnu, hvor den får dansk premiere. Filmen er både et velovervejet tilbageblik på den serbiske performancekunstner Marina Abramovićs tidligere værker, samt en nærgående skildring af værket "The Artist is Present".

"The Artist is Present" er fra 2010 og blev opført under Abramovićs retrospektiv på Museum of Modern Art i New York. Det består af en afmærket firkant, inden for hvilken placeres to stole. På den ene sidder "the artist", Abramović selv, og på den anden sidder hvem som helst, der har lyst.

Både deltager og Abramović sidder stille. Der udveksles ingen ord. Blot bevarer Abramović og deltageren øjenkontakt.

Værkets titel er således både en henvisning til, at retrospektivets kunstner er tilstede i museet, men altså også en henvisning til det fysiske, psykologiske og sociale nærvær, som er værkets tema.

Flere af deltagerne røres til tårer. Nogle vil måske tilskrive de stærke reaktioner den omstændighed, at nærværet er i ganske lav kurs for tiden. Så banalt er det heldigvis ikke, heller ikke for filmen.

For deltagerne var ikke brudt sammen overfor hvem som helst. Det er en helt essentiel præmis for værket, at det er Abramović, der sidder i stolen. Hendes mytiske status som performancekunstens moder er årsag til værkets succes.

Filmen går på den ene side ind på værkets præmis, idet den forsøger at videreformidle dets følelsesmæssige effekt. Som seere præges vi af filmens opbyggelige klipning og en effektiv underlægningsmusik. Vi forstår, hvorfor folk græder, når de placeres overfor Abramović.

Men hvem er Abramović så egentlig? Er hun det svævende orakel-lignende geni? Selvfølgelig ikke, svarer filmen, idet den giver os et personligt portræt af den Marina, som ikke sidder i stolen. Myten om Abramović bliver værkets succes; fortællingen om Marina bliver filmens.