Hvem skulle tro, at man kan finde så mange fællestræk og forskelligheder i folkemusik fra Balkan, Fanø og Norge, men lyt engang til Peter Bastians nye cd, "Bastians Ballader".
Peter Bastian vil gerne dele sin livslange kærlighed til musikken fra Balkan.
Sammen med de norske musikere Gabriel Fliflet og Olav Tveitane, begge fra Bergen, har Peter Bastian indspillet den musik, han holder så meget af. Beslutningen voksede frem, da han for to år siden måtte i behandling for leukæmi. Peter Bastian vil gerne dele sin livslange kærlighed til musikken fra Balkan, og "...indspille den, som den klinger i en senmoderne nordisk sjæl."
Allerede fra første tone åbner verden sig. Man er kastet ud i verden, op i bjergene, ned ad fjeldene og forbi folk, der fejrer bryllup, venter på tusmørke eller hører skoven græde. Musikken skifter i toner og tempo som vejret og landskaberne, lige fra bjergtoppene i Thrakien til det flade Fanø, altid med Peter Bastians klarinet som den alvorlige, legesyge eller drillende stemme overfor Gabriel Fliflets harmonika og Olav Tveitanes kontrabas.
Det er rasende melankoli og vemod, det er lette trin og legende triller. Bryllupsmusik fra Norge, Fanø og Thrakien, et område der dækker dele af Bulgarien, Grækenland og Tyrkiet. Man mærker tydeligt skiftene mellem cd'ens skæringer. Der er strøet "Hønsefødder og gulerødder", og man vil sikkert kunne genkende mere.
Peter Bastian er ikke kommet sovende til sin musik. Han har ofte spillet hele natten, mens kone og børn sov, for at lære sig de skæve balkantakter. Den bulgarske mesterklarinettist Nikola Jankov, er Peter Bastians største læremester. I sin bog "Ind i musikken" fortæller Peter Bastian levende om sit første og inspirerende møde med Jankov.
I Danmark kender mange Peter Bastian fra musikgrupperne Bazaar og Balkantrioen. Peter Bastian er kendt som musiker, komponist og dirigent indenfor både klassisk og folkemusik.