Charmerende, frække, sjove uudholdelige, onde, følelseskolde, skræmmende og frem for alt forvirrende attituder. Fem unge drenge og to piger træder frem til scenekanten på Teater Edison på Frederiksberg til tonerne af Ludwig von Beethovens "Ode an die Freude" og bliver til klicheer på alt det, der hænger ved billedet af utilpassede unge børn af indvandrere.
Fru Thomsen forsøger så at sætte gang i en undervisning af hele flokken. Man får det fysisk dårligt af at se den spinkle kvinde forsøge at trænge igennem støjen, chikanen og mobberierne.
Bare det ville holde op. Og det gør det. Heldigvis. For pludselig står fru Thomsen med en ladt pistol i hånden. Så er der ændret på magtforholdene. Et par skud i loftet sikrer disciplinen.
Gennem den næste time udnytter lærerinden situationen til at tvinge eleverne til at opføre brudstykker af Schiller, garneret med hendes uforbeholdne meninger om de unge mænds gangsta-retorik og romantik som udtryk for manglende selvværd og dovenskab i forhold til at realisere sig selv og lære noget.
Samtidig forsøger hun indædt at få klassens to muslimske piger til at befri sig fra drengenes nedværdigende behandling. Det lykkes til sidst – men ikke i fru Thomsens iscenesættelse – Er du undertrykt, kan du kun befri dig selv.
Stykket blev årets skuespil i Tyskland i 2011. Det er fuld af skarpe provokerende pointer og helvedes aktuelt.
På Edison fungerer det til UG at lade den erfarne skuespiller/lærerinde stå i spidsen for holdet af nye skuespil-talenter. De har hele tiden en vulkan af energi og sublim timing at spille op imod – og skuespil i skuespil er sjovt og fascinerende. Mærke forskellen på at høre en tekst på mumlende perkerdansk forvandle sig til tydelig og passioneret tale hjulpet på vej af en pistol for panden – det skal opleves.
Forestillingen rummer desuden en en tankevækkende epilog. For selv om det nu skulle lykkes at få sat skik på den brunøjede flok, hvor mange præmieperkere er der så egentlig plads til?
Det må blive ved en velment opfordring. Det her er dæleme værd at se!