Da forskerne efter fundet i 1868 begyndte at undersøge de underjordiske Altamir-grotter ved Santander i Nordspanien, stødte de efter 10 år ind i en række hulemalerier.

Først blev malerierne opfattet som en grov spøg, men efterhånden gik det op for arkæologerne, at den var god nok. Mennesket skabte også kunst i forhistorisk tid.

De blev dateret til cirka 15.000 f.v.t. og det vakte stor opsigt og ikke mindst forvirring. Først blev malerierne opfattet som en grov spøg, men efterhånden gik det op for arkæologerne, at den var god nok. Mennesket skabte også kunst i forhistorisk tid.

Politikens kunstredaktør Peter Michael Hornung begynder med begyndelsen i sin "Lille kunsthistorie for børn og barnlige sjæle". Dens formål er angiveligt at give "alle en nemt tilgængelig indføring i kunstens historie og udvikling". Til det bruger han en lille mand med rundt hoved. Han dukker op i forskellige former, når forfatteren skal illustrere den snes "tidsaldre", som er brugt til at definere kunstens udvikling op til vor tid.

Det er sjovt og pædagogisk fint grebet an, men Peter Michael Hornung har et problem. Han mener grundlæggende ikke, at kunst har en samfundsomstyrtende kraft. I kapitlet "Kan kunsten da være farlig?" nævner han  Malevitj og Duchamp som "provokerende" kunstnere uden at nævne kunsten som politisk kampmiddel mod fascisme og krig – fra Goyas "Krigens rædsler" i 1800-tallets begyndelse til den anti-nazistiske plakatkunstner John Hartfields "Millionen stehen hinter Mir" i tiden op til Anden Verdenskrig.

Bogens andet problem er, at kunsthistorien i Peter Michael Hornungs optik udelukkende knytter sig til Europa. Der roder nogle egyptere og mykenere rundt i oldtiden, men ellers er kunsten en hvid mand. Præcolombiansk kunst og civilisationer som Indien, Pakistan, Kina, Korea og Japan glimrer ved deres fravær.

Det er naturligvis et frit valg at knytte menneskets idéhistorisk udvikling sammen med den hvide races intellektuelle udvikling fra hulemand til verdenshersker. Men det er en kende upædagogisk i forhold til, at bogen er skrevet til fremtidens kunstelskere. Også -ismen, der endte alle -simer – Guy Debords anti-kapitalistiske situationisme – er forbigået i tavshed. Til gengæld er der blevet plads til samme -ismes danske medlem Asger Jorn og efterkrigstidens banebrydende kunstnersammenslutning Cobra.

"Lille kunsthistorie..." er nok bedst egnet som vejviser på en tur på Statens Museum for Kunsts sammen med lille Peter på en dannelsesrejse i den hvide mands kunsthistoriske univers. Forhåbentlig kan dén tur udvide knægtens horisont til at omfatte resten af verden.