Er der et liv bagved meningsløsheden? Kan vi købe aflad fra denne verdens dårligdom? Kan vi krybe i skjul bag en maske og opretholde et andet billede af vort indre end det virkelige?

I disse brand-fixerede dage er det stadigt aktuelle spørgsmål. Den franske forfatter, journalist og filsosof Albert Camus (1913-1960) formulerede i Anden Verdenskrigs kølvand en form for trosbekendelse for den forulykkede menneskehed sammen med sin kollega Jean-Paul Sartre. Denne trylledrik, som de to franskmænd kaldte "eksistentialisme", skulle feje stumperne op efter fallitboet fra 1900 års kristendom. Det skulle forsyne det vestlige menneske med et normsæt, der kiggede bæstet i øjet og gjorde det muligt at overleve uden moral og etik.

Men Albert Camus gik endnu videre end Jean-Paul Sartre. Han insisterede på, at mennesket var godt, og at det var umuligt at skabe et bolværk mod fascisme uden dyder som kravet om retfærdighed, drømmen om lykke og det forkrøblede menneskes higen mod godhed. Alt dette skriver han ind som et troldspejl ind i "Faldet", hvis selvretfærdige advokat slipper snorene, da hans mod og moralske overlegenhed sættes på prøve – og dumper,

Den danske skuespiller Jacque Lauritsen har en forkærlighed for at dramatisere franske kunstnere som Charles Baudelaire og Jacques Brel. Lige nu kan han opleves på Får302 i Nyhavn med sin fornemme dramatisering af "Faldet". Selvopgørets tid er kommet for den åh så menneskekærlige forsvarsadvokat Johannes, der ikke kan gøre en god gerning uden at bøje den i neon. Det minder om familien Danmarks afladsindsamlinger på tv til fordel for snart den ene, snart den anden gruppe mennesker, hvis armod og ulykkelige situation reelt er resultatet af kapitalismens indbyggede ulighed.

"Faldet" er hardcore monolog-teater, og det skal man være indstillet på. Er man det, venter der en hjerneknipser af rang, når Jacque Lauritsen skræller selvgodhedens løg og forvandler sig til vor tids mest udbredte illussion om en overlever.