31 Mar 2026  

KBH: Let skyet, 10 °C

Professionel eller parlamentarisk revolutionær

Anmeldelse

Professionel eller parlamentarisk revolutionær

Biografien om Søren Søndergaard er velskrevet og generelt spændende. Den er et stykke nutidig venstrefløjshistorie, og det er ikke så ringe endda.

Der er mange grunde til, at folk bliver revolutionære. Mordet på Kennedy, Vietnamkrigen og studenteroprøreret i Paris var blandt nogle af de begivenheder, der vakte den unge Søren Søndergaard politisk, og som lagde grunden for hans liv som ’professionel revolutionær’.

Bogens mest interessante kapitel er om Søndergaards virke i kampen mod EU

Den foreliggende biografi, som han har medvirket til, er skrevet af Informationsjournalisten Kim Kristensen. Den tager os med på rejsen fra da Søndergaard trådte sine barnesko i et socialdemokratisk arbejderhjem i ’borgerskabets reservat’ Gentofte, til ung svejser på B&W skibsværft og trotskist i Socialistisk Arbejderparti over den historiske og vanskelige samling af dele af den fragmenterede venstrefløj i Enhedslisten for omkring 25 år siden til hans mange år i Bruxelles som repræsentant for Folkebevægelsen mod EU og sluttelig til hans genvalg til Folketinget.

Han er som efterkrigsbarn født i 1955, ’med fødderne først’. Han har tre karaktertræk: ordenssans, stædighed samt troen på, at det nytter at blive ved.

Svejser på B&W

Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet i 1968, Vietnamkrigen, ungdomsoprøret i Paris og mordet på Robert Kennedy gør – i den nævnte rækkefølge – ham til anti-stalinist og anti-imperialist. To år efter afleverer forældrene ham ved Thy-lejren. Vel hjemkommet søger den unge oprører optagelse i det trotskistiske SUF, hvor fraktionskampe udskyder indmeldelsen. I 1971 meldes han sig ind i VS. Året efter er han en af SUF's 72 medlemmer.

I 1975 bliver han svejser på B&W, der har 3300 ansatte. Bogen har fine og sjove beskrivelser af livet på værftet, ligesom det er underholdende at læse om livet i det lille trotskistiske miljø.

I modsætning til mange venstreorienterede bliver han soldat, og bliver motorordonnans ved Forsvarets Efterretningstjeneste, hvor han i øvrigt selv er registreret!

Efter at have serviceret magthaverne søger han tilbage til værftet, men er blacklistet fordi han har "lovet mester bank". Søndergaard opfatter sig selv som professionel revolutionær.

Et af bogens vigtigste kapitler er om Enhedslistens dannelse og Søndergaards medvirken hertil. Her får man blandt andet at vide, at DKP’s Frank Aaen var imod, Ole Sohn også ville have ikke-socialister med og DKP modsatte sig ’socialisme’ i partinavnet.

Livet på Borgen

I 1994 kommer Søndergaard i Folketinget for listen, og læseren får et fint indblik i dele af livet på Borgen. Vi får her et indblik i listens problemer med udenomsparlamentariske aktioner, blandt andet maling på krigsforbryderen Fogh Rasmussen.

For undertegnede er bogens mest interessante kapitel om hans virke i kampen mod EU. Her får man at vide, at han først søgte kandidatur i JuniBevægelsen men efter mange intriger endte hos Folkebevægelsen mod EU, for hvem han blev valgt.

En velskrevet generelt spændende politisk biografi og et stykke nutidig venstrefløjshistorie i et er ikke så ringe endda.

Undertegnede kunne godt have tænkt sig mere om den trotskistiske Søndergaard og mindre om den parlamentariske, men måske er han mere professionel parlamentariker end professionel revolutionær?

22. dec. 2015 - 16:32   22. dec. 2015 - 16:34

Bøger

Bjarne Nielsen
Anmelder
5

Kim Kristensen: Søren Søndergaard. Professionel revolutionær. 332 sider. 300 kroner. Forlaget Information.