Filminstruktøren Clint Eastwood er republikaner og har aldrig tvivlet på Irak-krigen. I sin nyeste film ”American Sniper” , på dansk "Snigskytten", hylder han krigshelten Cris Kyle, der hele fire gange blev sendt på mission i Irak. Med 160 fuldtræffere blev Cris USA´s mest effektive snigskytte nogensinde.
Han bliver berømt som ”The Legend”, og fjenden sætter en enorm pris på hans hoved.
Cris Kyle blev opdraget i en religiøs texasfamilie, hvor faderen indprentede ham, at verden består af ulve, får og hyrdehunde, og at Cris med sin eminente skydefærdighed var født til at være en beskytter.
Efter et par rodløse år som rodeocowboy, ser han i 2001 flyene brage ind i New Yorks tvillingetårne, og han melder sig til hæren. Som færdiguddannet Navy Seal sendes han til Irak, hvor han får nok at gøre med at plaffe de ”utallige sadistiske barbarer” ned.
Liggende oppe på tagene kan han på mere end 5oo m´s afstand ramme plet. Han redder i hundredevis af kammerater ved sine lynhurtige valg og sin træfsikkerhed. Han bliver berømt som ”The Legend”, og fjenden sætter en enorm pris på hans hoved.
Bradley Cooper er overbevisende som den patriotiske soldat, der gør sin pligt og aldrig sætter spørgsmål ved nødvendigheden af sin egen indsats. Filmen skildrer også de problemer, han har hjemme i USA, hvor han slet ikke kan slappe af med familien. Han føler, at han svigter sine kammerater ved ikke at være derude som beskytter og må tilbage.
”American Sniper” skildrer den ”nødvendige” krig, sådan som Cris Kyle oplevede den og senere skildrede den i sin selvbiografi. Det er en spændende historie og Clint Eastwood kan sit kram. Der er intet teknisk at sætte en finger på, men sandheden finder vi ikke i denne lidt naive, propagandistiske røverhistorie. ”American Sniper” er i USA blevet modtaget med begejstring og er indstillet til adskillige Oscars, forstå det hvem der kan.




















