Salen var musestille til trods for the happy ending, da ”Monumenternes Mænd” tonede ud på lærredet. Selv de helt unge var blevet rørt af den underliggende besked: hvad sker der, når en mands vanvid bliver en nations norm.

Filmen fortæller historien om Anden Verdenskrig på en lidt anderledes måde; tager udgangspunkt i en frisk vinkel, men filmen kommer ikke ud over at være en ”feel-good” film.

Filmen ”Monumenternes mænd” er bygget på en bog af samme titel, skrevet om virkelige hændelser. En gruppe midaldrende mænd har fået til opgave at redde kunsten fra tyskere og ødelæggelserne under Anden Verdenskrig.

Clooney har i flere interviews udtrykt sin bekymring for, at hvis al kunst og historie bliver taget fra et folk, en nation, så forsvinder hele deres identitet.

Filmen er både skrevet og instrueret af George Clooney, og det mærkes i filmen, da der bliver lagt vægt på den amerikanske hærs stilling under krigen. Desuden består det mandlige hold af skuespillere af syv medlemmer, hvoraf fem af dem er amerikanere, en englænder og en fransk mand.  

Rollelisten er spækket med gode kendte skuespillere, der desværre ikke viser nye sider af sig selv. Det tæller blandt andet Bill Murray og John Goodman, der giver gode præstationer med få, men gode, højdepunkter.

George Clooney, der spiller hovedrollen i form af Frank Stokes, bærer filmen frem sammen med Matt Damon, der tilbringer største delen af filmen i Paris med Cate Blancett, der som altid spiller fænomenalt.

Det herlige sammenspil mellem skuespillerne redder filmen i form af comic relief, det sørgelige bliver vendt til noget morsomt i sidste øjeblik, før publikum kan nå at kede sig.

Filmisk er der brugt fantastiske locations og alle birollerne er besat af dygtige skuespillere. Desværre kommer der mange moralske taler, der, på grund af deres placeringer, falder til jorden og virker meget akavet.

Filmen fortæller historien om Anden Verdenskrig på en lidt anderledes måde; tager udgangspunkt i en frisk vinkel, men det er desværre ikke nok til at gøre denne film til noget andet end en ”feel-good” film.

Det trækker måske lidt ned, at der ikke er blevet gjort nok forarbejde vedrørende kunstværkerne og kunstnerne, og hyldesten til Amerika, der ligger som en undertone under hele filmen, gør, at filmen føles meget amerikansk.