06 Apr 2026  

KBH: Let skyet, 10 °C

Rejsefæller

Filmanmeldelse

Rejsefæller

”Nattergalen” er en smuk og varmhjertet film, der hylder familiesammenhold og tolerance i hverdagen.

Bedstefar Zhigen og hans barnebarn Renxing må overnatte i naturen på vej mod hans landsby, men det bliver en kamp om opdragelse.
FOTO: Filmbazar
1 af 1

"Nattergalen" tager fat på konflikten mellem et-barns-politikken i Kina, og karrie-forældrenes travlhed. Og den spejler konflikten i den skarpe kontrast mellem den stressende, larmende storby og den fjerne idylliske landsby.

Renxing er meget forsømt og forkælet, og er som enebarn vanskelig at omgås.

Nattergalen fortæller om den kinesiske bedstefar Zhigen, der lever i Beijing, men han længes stærkt efter sin fødelandsby, hvor hans afdøde kone er begravet. Zhigens veluddannede søn respekterer ikke sin far og vil ikke lade ham se barnebarnet, 9-årige Renxing. Men da der opstår pasningsproblemer i den moderne karrierefamilie, beder svigerdatteren Zhigen om at tage den lille pige med på turen til landsbyen.

Renxing er meget forsømt og forkælet, og er som enebarn vanskelig at omgås. Filmen følger det umage pars rejse længere og længere væk fra den sterile og forurenende civilisation. Undervejs bliver pigen sødere og finder glæde ved naturen og dyrene omkring dem. Fremme i landsbyen kaster hun sig i begejstring ud i leg med mange jævnaldrende børn; noget hun i det moderne et-barns Kina aldrig tidligere har prøvet.

Titlen ”Nattergalen” hentyder til Zhigens bedste ven og rejsefælle, fuglen, som han for mange år siden fik af sin kone. Fuglen bringer han nu ”hjem”, så at den som lovet kan synge ved hendes grav.

Den franske filminstruktør Philippe Muyl instruerede i 2002 ”Sommerfuglen”. Den blev en gevaldig succes i Frankrig og blev solgt til mere end 25 lande. I 2013 lod han sig inspirere til at omskrive ”Sommerfuglen” til en ny film med titlen ”Nattergalen”, hvor handlingen blev flyttet til Kina. Efter 3 måneders rejse i Kina fandt han frem til den idylliske landsby, hvor den del af handlingen, der ikke ligger i Beijing, foregår.                         

"Nattergalen" blev indstillet som Kinas bidrag til Oscarkonkurrencen. Den er imidlertid ikke blevet nomineret, og den polske film ”Ida” løb med Oscar’en for Bedste Fremmedsprogede Film.

09. mar. 2015 - 19:25   09. mar. 2015 - 19:30

Film

Karen Hammer
Anmelder
4

Nattergalen. Instruktør: Philippe Muyl. Har haft premiere.