I Danmarks smukkeste scenografi spiller Det Kongelige Teater op. I Ulvedalene i Dyrehaven nord for København, med den dramatiske natur. Vi var heldige med vejret denne aften, for det er udendørs-teater vi taler om her. Solen varmede mellem smukke skyer på himlen.

Og det er det helt store udstyrsstykke, vi er vidne til. Kæmpe Elverhøj-kor på 90 personer, akrobater, Bueskytter, trommeslagere, stuntheste, hestevogne, kareter, ulvehunde, fægtning og slåskampe. Skuespil og en scene ingen teatre i Danmark kan hamle op med: der løber en å gennem den, der står et tusind år gammelt egetræ, på broen over åen drives hestevognen frem, på bakkekammen der danner bagrund for scenen, står hundrede af fredløse i silhuet, en flok af prins Johns riddere galoperer ind på vilde heste i hæsblæsende tempo. Øjnene overvældes. Der er i sandhed noget at se på.

Historien om Robin Hood af Howard Pyle er demonteret af dramatikeren Jokum Rohde og samlet igen. Og det er faktisk godt tænkt. Den nye version understøtter på flere måder tanken om at de materielle vilkår skaber mennesket.

Her starter Robin Hood som en lidt falleret og anløben borgherre, der har arvet fra sin far. Han røver lidt for sjov og af kedsomhed, fordi han kan. På borgen har han installeret en flok piger fra kroen. Men han går over stregen i forhold til den mere stringente adel, der slår hårdt ned på ham – han mister gods, guld og midlertidigt sin førlighed. Og her er det så at ved forskellige omveje og andres foranledninger – i sær den herlige Broder Tuck, spillet med fuld drøn af Thomas Bo Larsen – Robin Hood vælger livet med de fredløse. For han kan noget med at organisere, røve og motivere.

Resten skal ses. Dertil kommer at forestillingen fortælles i et særdeles uhøjtideligt og meget komisk formsprog. Et hav af sidestik og nutidsreferencer er blandet godt og grundigt ind i setup´et. Det er blevet en meget underholdende forestilling der kan holde store som små teatergængere fanget fra først til sidst. Min følgesvend på otte år anbefaler på det varmeste.