En af livets vildeste læseoplevelser? Det er uden tvivl den amerikanske forfatter Djuna Barnes’ Natteskov, der just er udkommet i en formidabel og misundelsesværdig god oversættelse af Juliane Wammen – for satan, et arbejde, hun har været igennem.

Romanen, der udkom første gang i 1936, føles stadig frisk og er fuld af eksperimenterlyst. Den er et litterært spark af de helt store og har velfortjent også fået stemplet ‘klassiker’.

Og ikke nok med det, Barnes’ Natteskov sammenlignes ofte med den litterære verdens superligaspillere. Jeg nævner i flæng: James Joyce, Virginia Woolf, Gertrude Stein og alle de andre ‘store’ modernister. Det forstår man, for den er vild, romanen. Fascinerende og voldsom, og jeg tror aldrig, at jeg vil glemme de timer af mit liv, jeg har brugt på at læse den. På godt og ondt. Det kommer jeg tilbage til.

Sproget gør det

Hvad handler den så om, den her vilde roman? Det er lidt svært at sige. Handlingen er egentlig enkel nok: en gruppe af mennesker færdes med og om hinanden i Paris, Wien og Berlin og gør sig erfaringer med kærlighed, tab og sorg. Hvad der derudover sker, ja, svaret, eller nærmere svarene, ligger forskellige steder.

Et sted, man kan lede efter svar, er i sproget. Det er nemlig sproget, der primært gør Natteskov til lidt af en oplevelse ud over det litterært sædvanlige. Romanen er først og fremmest sit sprog, som på en og samme tid trækker læseren ind og fascinerer, men som også skubber en væk, frustrerer og holder læseren i udstrakt arm. De dybt originale og fede billeder, stedvis lange sætninger og den kringlede fortælleteknik gør ikke Natteskov til nogen nem læseoplevelse. Men sikke en oplevelse det er alligevel. Man får lyst til at skrive sætning efter sætning ned for at gemme dem og have dem på sig.

Klichéen holder

Der findes en kliché, som lyder sådan her: en roman kan få os til at tænke verden på en helt ny måde. I tilfældet Natteskov rammer den lige i røven, for Barnes lykkes med netop det. Takket være sproget, der tvinger sin læser til eftertænksomhed og genovervejelse. Som var det, man fik et par helt andre briller på, der ikke får en til at se bedre, men anderledes og skævt.

Sproget kan bevæge sig på grænsen til at være kunstlet, pompøst og lidt for meget. Og er det måske også nogle steder. Men bevidst, for at skabe en fremmedgørende effekt hos læseren, der er lig med den fremmedgørelse, outsiderness og besathed af det ydre – som oversætter Wammen meget overbevisende pointerer i sit informative efterord – der er fremherskende hos alle romanens karakter.

Besættelsens natur

Og her kommer vi til en af romanens helt centrale temaer, og et andet svar på, hvad romanen handler om, nemlig besættelsens natur. For samtlige karakterer i Natteskov er enten besatte af fortiden, identitet eller kærlighed, i flere tilfælde af dem alle sammen. Felix længes efter – og besættes af – ideen om en stor fortid som adelig, men ender med kortvarigt at danne par med Robin, som han får et barn med. Robin skrider, finder sammen med Nora, de bliver besatte af hinanden, og så videre, og så videre. Karaktererne er viklet ind og ud af hinanden.

Midt i det hele står den underlige figur Dr. Matthew, der egentlig ikke har en licens til at praktisere, men som gør det alligevel. Og som fortæller den ene utrolige historie efter den anden. Er han en fusentast, ham doktoren, eller er han reel nok? Man er usikker. Som man kan være det med romanens andre karakterer.

Barnes stiller et fundamentalt spørgsmål, der ikke kun retter sig mod karakterne, men også mod os som læsere: Hvem er vi egentlig? Er vi noget ud over det, vi gerne vil have, at folk tror, vi er? Og styres vi alle ikke bare af vores mest basale drifter? Barnes holder et spejl op mod os selv, så vi med Felix, Robin, Nora og alle de andre kan se lige ned i den besættelse og kærlighedshunger, som er så fundamental og livsgivende og livsfornedrende for os alle sammen.

Den kan ændre dig

Der er så uendeligt meget at sige om Barnes mærkelige og udfordrende, men, hvis man giver sig hen til den, enormt givende roman. Men, ak, livet er kort, og anmelderne lige så.

Her til sidst en afsluttende kommentar. Romanen er bedst kendt for sin beskrivelse af Robin og Noras lesbiske forhold, der ikke er fysisk, men snarere psykisk ekspliciteret. Noget, man ikke så meget af i 1930’ernes litteratur. Det er selvfølgelig interessant, vigtigt og meget, meget andet, men det er ikke der, i 2020, at romanen tager kegler.

Natteskov skal læses, fordi den ændrer dig. Fordi, den, hvis du giver dig hen til den, kan ende med at blive noget af det vildeste, mest frustrerende, interessante og underlige du nogensinde har læst. At nogen stadig kan have den til gode, er jeg meget misundelig over.