10 May 2026  

KBH: Let skyet, 10 °C

Rundt om en ballademager

Rundt om en ballademager

En ny debatbog om Poul Henningsen giver ny indsigt om en kulturpersonlighed, der berigede det danske samfund på godt og skidt.

1 af 1

I 2006 afholdt Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet et seminar om Poul Henningsen. Det skulle afmytologisere PH og belyse hans indsats - fra byplanlægning, arkitektur og lys, revy, jazz, film, radio, kropskultur, seksualitet og kvindesag, til demokrati og tidens ismer, reklame og forbrugerkritik.

Begivenheden var en stor succes. 17 universitetsfag deltog, og folk udefra vrimlede til. Siden har Hans Hertel brugt sin tid på at bearbejde stoffet, der vil forene forskning og formidling. Resultatet foreligger nu som et tobindsværk. En anmeldelse af biografien "PH i ny lys" kan læses andetsteds på siden.

Hans Hertel har desuden samlet seminarets meget forskellige debatindlæg i debatbogen "Poul Henningsen dengang og nu". Her ser de 42 forskere, forfattere og debatører fra tre generationer åbent på hans indsats og indflydelse. Sammen søger de at besvare spørgsmålet "Var Poul Henningsen pauseklovn, gadedreng eller satan selv?".

Bogen kigger specifikt på hans stilling til kommunismen, inklusiv hans oversete Sovjetrejse i 1933, og til Socialdemokratiet, dramaet omkring Danmarksfilmen, NATO, til sprog, kunst, pædagogik og forbrugersag. 

Biografien og debatbogen er opbygget "parallelt i ti korresponderende kapitler, der supplerer hinanden".

Bogens mange bidrag spænder fra reaktionære skribenter som Henrik Gade Jensen, Cepos og Jyllandsposten og Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti til seriøse fagfolk som litteraturforsker Thomas Bredsdorff, idrætshistoriker Hans Bonde og sexolog Preben Hertoft og venstreorienterede historikere som Claus Bryld og Morten Thing. Det gør den ujævn, men bogen rummer mange indsigtsfulde indlæg.

Debatbogen giver nye indsigter og vinkler på en kulturpersonlighed, der på godt og skidt berigede det danske samfund med indspark, der er livsnødvendige for udvikling af kulturlivet.

 

20. nov. 2012 - 12:30   20. nov. 2012 - 12:30

Boganmeldelse

Bjarne Nielsen
Anmelder
4

Hans Hertel (red): Poul Henningsen dengang og nu. Lysmageren i nyt lys. 432 sider gennemillustreret, 400 kroner. Gyldendal.