Aktørerne i Box'en sætter billeder på deres ord: De riges tirader om undermennesker, der ikke har fortjent bedre, bliver en djævelsk form for virkelighed, når migranterne som dyr gennemroder affald og konsumerer det rene lort.

En mængde direkte info samt verbale og følelsesmæssige udbrud slynges ud til publikum. Dét er en agitatorisk styrke, der kan slå på tæven og vække tilskueren.

Så langt ud kan vilkår drive mennesker. "Enhver er sin egen lykkes smed" står der skrevet på en plakat i den gamle Værftshal 19 i Helsingør. Med sådanne fraser spinder nogen guld på andres nød. Den herskende mening er de herskendes mening. Og dens ideologer er opfindsomme: "fyret" hedder nu "frisat" og tvangsmigration kaldes "arbejdskraftens fri bevægelighed".

Box'en er slang for den container, migrantarbejderne ved Metro-byggeriet i København bor i. "At tjene boxen" er ironisk nok også et udtryk for at få gevinst. Og det er, hvad  215 millioner migranter, der verden over har forladt hjemlandet, håber på.

Nydanskeren Jimbuts Kulturforening, som står bag Box'en har researchet på migranternes vilkår i Kina og besøgt migrantcamps rundt om i København. Som tredje element peges på kunstnernes egne pauvre socio-økonomiske vilkår.

Indbyder til aktivt modspil

Første akt er en form for intro. Den store værftshal er ramme om kineseren (Charlotte Munksgaard), den i Danmark arbejdende (øst)europæer, Nanna (Nanna Bøttcher), og kunstneren Niklas (Niklas Kristoffer Bentzen). I nøgterne monologer, plus følelsesudbrud og kropssprog, beskriver de deres drømme og de brudte løfter.

Kopier af de stålreoler, hvorpå migranter i Østasien overnatter, ses samt en interemistisk soveplads. Og en bunke affald. Mellem sådanne elementer agerer de tre spillere med Jimbut Jun Feng, forestillingens ene dramatiker, som sprechtallmeister. Det står frit for publikum at følge en aktør, se info-TV om migrantarbejde i en container, male "Arbeit macht frei"-plakater eller ta´ en slapper.

I anden akt gåes der tættere på i en mindre sidehal, hvor publikum bænkes, og fornemmelsen af impro-teater, som også indbyder til aktivt modspil fra publikum, forstærkes. Her meddeles, at vi er de mennesker, som drømmeholdet og/eller drømmeholderne er til for…

Her går det stærkt og direkte for sig. Drømmeholdets illusioner er bristet.  En fordrukken migrant konfronterer os med spørgsmål om årsager og løsninger. Systemet? Vort fælles ansvar? Fagforeninger og overenskomster? Borgerløn? Virksomheders sociale ansvar?

Er vi – publikum – medskyldige eller en del af det fællesskab, der "alle ønsker et bedre liv"? Vi griner forlegent over de groteske optrin. Kan vi tillade os det? Neoliberalismen får et skud med spredehagl, og Det forenede Europa, der skulle ”fri os for angsten for krig” og gi´ social tryghed, vil højest "forbyde kanelsnegle, fordi kanel er giftigt".

Vækker tilskueren

Box´en kaldes et "dokudrama". Det er ikke et samspil med en fortløbende handling eller et forløb med en realistisk dialog mellem aktørerne. Om end med masser af øjebliks-nedslag af især fysisk interaktion mellem dem.

Dette muliggør, at en mængde direkte info samt verbale og følelsesmæssige udbrud slynges ud til publikum. Dét er en agitatorisk styrke, der kan slå på tæven og vække tilskueren. Måske til efterfølgende at sætte sig mere ind i de fakta, som forestillingen er fyldt af, og som man kan finde uden at se Box'en.

For mange facts 

Faren er naturligvis, at det psykosociale drama, hvor menneskers ageren taler for sig selv - og til publikums egen indsigt, genkendelse og direkte medleven -  udebliver. At mængden af facts og statements periodevist, og til sidst, svækker opmærksomheden og koncentrationen. En tempofyldt og timet scenografi, lyssætning og koreografi modvirker dog i høj grad denne tendens i akt to, med akustikken som et minus. Headset-mikrofoner efterlyses!

Det er en fysisk pragtpræstation af de tre hovedaktører, hvoraf især de to kvinder udtryksmæssigt er gode. Når herren står svagere kan det skyldes, at kunstneren, og dermed selve forestillingen som part i problematikken på lige fod med de øvrige parter, kan synes at være lidt af et kunstgreb. Selv om der er paralleller. Desuden savnes en mere nuanceret historisk-sociologisk præsentation af de liberale og patriarkalske forskelle mellem Kina og Danmark.