Storkapitalisten og leder af Danmarks største industrivirksomhed, F. L. Smith, "Cementkongen" Gunnar Larsen, var under besættelsen en af de såkaldt "upolitiske ministre", det vil sige partiløse ministre, som blev indsat af Stauning, for at tækkes nazisterne.

Gunnar Larsen var ikke nazist men en skidt karl, der tjente styrtende på samarbejdet, da firmaet fik alle ordrene på besættelsesmagtens forsvarsværker, bunkeres, flyvepladser med mere.

Under samarbejdet med nazisterne sad han i regering under Torkild Stauning, Vilhelm Buhl og Erik Scavenius. Gunnar Larsen var ikke nazist men en skidt karl, der tjente styrtende på samarbejdet, da firmaet fik alle ordrene på besættelsesmagtens forsvarsværker, bunkeres, flyvepladser med mere.

Allerede i 1941 indviede han Fugleflugtslinjen. Den skulle med motorveje, lufthave og færger forbinde København med Hamborg i Tyskland, således at den tyske krigsmaskine hurtigt kunne komme frem. Kuriøst nok knækkede Gunnar Larsens spade da han stak den i jorden. Fugleflugtslinjen blev færdig i 1960’erne. Han var også medlem af Østrumsudvalget som fra 1941 arbejdede for at udvikle danske erhvervsinteresser i de baltiske lande. Det resulterede, interessant nok, i en F. L. Smith fabrik i Estland.

Samarbejdspolitikkens solide støtte

Som søn af grundlæggeren og direktør i cementmonopolfirmaet F. L. Smith støttede Gunnar Larsen regeringens usmagelige samarbejdspolitik med nazisterne.

Dagbøgerne er angiveligt skrevet som en slags "livsforsikring", hvor han havde noget på regeringens medlemmer til et eventuelt retsopgør efter krigen.

Efter besættelsen blev han som den eneste minister ved byretten dømt som værnemager. Dog blev han som andre store bagmænd senere frikendt ved både landsret og højesteret. Herefter udvandrede han til Irland.

Dagbøgerne er angiveligt skrevet som en slags "livsforsikring", hvor han havde noget på regeringens medlemmer til et eventuelt retsopgør efter krigen. Og det virkede tilsyneladende. Dagbøgerne, som går fra 1941 til samarbejdspolitikkens sammenbrud i august 1943, fortæller om hvilke overvejelser regeringen havde, dens uenigheder og hvilket pres modstandskampen satte dem under.

Dagbøgerne viser også, hvorledes Gunnar Larsen ledede Danmarks største industrivirksomhed, samtidig med han var minister for offentlige arbejder.

Han rejste en del blandt andet til Tyskland, det besatte Frankrig og Østeuropa, og lod sig alle steder besnære af den nazistiske propaganda. Han mødtes med mange topnazister, blandt dem den rigsbefuldmægtigede dr. Werner Best og den berygtede stikker "Hestetyven", som han betalte for at skaffe oplysninger om såvel nazister som kommunister.

Senere, da krigslykken vendte, fik han kontakt til den britiske efterretningstjeneste SOE, som blandt andet skulle hindre kommunisterne i en magtovertagelse.

Slut med "blødsødenhed"

Dagbøger fortæller, at trafikminister Elgaard (Venstre) foreslog at bruge stærkere midler i kampen mod frihedskæmperne og overvejede dødsstraf og alvorlige tugthusstraffe.

For anstændige dansker vil sproget og tankegange hos disse mennesker nok chokere.

Sprogbrugen på regeringsmøderne var ikke for sarte sjæle. For anstændige dansker vil sproget og tankegange hos disse mennesker nok chokere.

Så sent som den 25. marts 1943 foreslog den partiløse justitsminister Thune Jacobsen, at "der nu måtte være forbi med blødsødenheden" over for frihedskæmperne. Man ville bevæbne de såkaldte sabotagevagter og lade dem skyde ved eventuel sabotage, og "ingenlunde være ked af, om nogle stykker af sabotørerne blev skudt. Tværtimod, herved ville man jo også komme udenom straffespørgsmålet".

Der var forslag om at bruge elektriske hegn med stærkstrøm og så videre. Gunnar Larsen følte, at regeringen stod bag disse synspunkter.

Den 29. august 1943 brød samarbejdspolitikken sammen. I februar 1944 rejste Larsen til Sverige, fordi han frygtede modstandsbevægelsens hævn. Efter befrielsen vendte han hjem, blev interneret i omkring et års tid. Efter sin dom drog han til Irland og ledede dér familiens cementfabrik.

Han døde i 1973.

Vigtigt vidnesbyrd

Dagbøgerne blev udgivet den 9. april på 75 årsdagen for besættelsen. De har længe været kendt af historikere og ligget deponeret i Rigsarkivet. Der oplyses, at man mangler omkring 20 datoer. Gad vide hvad der stået der?

Dagbøgerne er et vigtigt vidnesbyrd om samarbejdspolitikkernes tankegang, og de bringer læseren helt ind i maskinrummet hos disse kolde hjerner og forrædere. De er udgivet i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek. Forfatterene Joakim Lund og John T. Lauridsen er begge historikere.

"Samarbejdets mand" er en flot, vigtig og spændende udgivelse.