Vellystne, stærke kvinder har for alvor indtaget Den Kongelige Opera på Holmen. Knapt er liget af Dmitri Sjostakovitjs morderiske "Lady Macbeth fra Mtsensk" forsvundet i en iskold sibirisk flod, før den smukke, magtsyge gadetøs Lulu ender sine dage i Londons stinkende underverden som offer for Jack the Rippers blodtørstige kniv.

"Lulu" er i dén grad anstrengelserne værd. Det er et bombardement af følelser, logik, intriger, uskyld, forbrydelse, ærgerrighed, had, dumhed, kærlighed, besættelse.

Den tyske komponist Alban Bergs opera "Lulu", der bygger på dele af den tyske dramatiker Frank Wedekinds skuespil fra 1895 og 1904, er en af operahistoriens mest gennemførte værker. Baggrunden er mærkelig. Komponisten døde i 1935, før han havde færdiggjort tredje og sidste akt af historien om en underklassekvinde af unævnelig herkomst, der myrder sig op gennem det sociale hierarki til samfundets top for at ende livet i en rendesten.

De tre kolleger, som Alban Bergs enke bad om at færdiggøre værket, afslog alle. En endelig version af "Lulu" fik først premiere 2010 på Det Kongelige Teater, og det er denne version i Stefan Herheims instruktion, der sættes op igen i en co-produktion med Den Norske Opera og Sächsische Statsoper Dresden.

Det er en meget tysk opsætning, dænget til med detaljer, lange og til tider musikløse ordstrømme i en forestilling, der varer tre timer samt to længere pauser. Det er hardcore opera, gennemført i et hæsblæsende tempo både musikalsk og spillemæssigt – en utrolig fysisk  kraftpræstation, der nærmer sig et marathonløb.

"Lulu" er i dén grad anstrengelserne værd. Det er et bombardement af følelser, logik, intriger, uskyld, forbrydelse, ærgerrighed, had, dumhed, kærlighed, besættelse. Det er hele den menneskelige palet og lidt mere, diskret overværet af klovne og andre medlemmer af livets cirkus fra første etage. De skriger af grin over, hvor skrøbelige, dumme og sanseløse mennesket opfører sig overfor hinanden. De ser forbløffet til, mens grådighed bliver til en dyd og anstændighed er noget, som Fanden har skabt.

Under musikalsk ledelse af Michael Boder leverer Det Kongelige Kapel atter en pragtpræstation i dette hundesvære værk, der snart som en legesyg puddel, snart som en bidsk rotweiler tumler tilskuerne rundt i livets manege. Det er verden vendt på vrangen, og det er som sædvanligt den stærke kvinde, der må dø.

"Hun er ikke skabt til at leve af at elske. Hun lever kun for at elske", synger en af den skønne kvindes mange beundrerer. Han har sit på det tørre, for i hans verden er en kvindes eneste attribut hendes køn, ikke hendes kundskaber.

Kun optimister kan påstå, at vi 100 år efter Wederkind er kommet meget videre. De bør se "Lulu". Det kan gøres for lidt over 100 kroner.