Her i julemåneden kan man blive helt overrasket over voksne, der med saks og lim i hånden glemmer alt omkring sig. Det var sådan, at forfatteren Hans Scherfig (1905-79) fik sin fantasi i gang som barn. Hans far arbejdede på et trykkeri, og Hans fik masser af trykte kort og litografier, som han kunne eksperimentere med. Disse fantastiske øjeblikke slap han aldrig og lavede som voksen billedbøger til sine egne børn, og i dag udkommer Christines Bog, som Scherfig lavede til sin datter Christine i 1947.

Den umiddelbare billedglæde har en værdi ud over det æstetiske og smagfulde.
Hans Scherfig

Det første billede i bogen er da også af Christine, der tager sine første skridt i livet. Og med faderens billedbog kunne hun bevæge sig ind i den abstrakte verden.

Hans Scherfig lavede bøger til alle sine børn og flere er udgivet. Først kom Cecilies bog (Irma 1976) og Liljas bog (Irma 1977) samt Lukas' bog (2013) og nu Christines bog. De to sidste har Albert Scherfig Weber, som er oldebarn af Hans Scherfig, sørget for at udgive på Forlaget Nemo, hvor han er forlagsredaktør. Da Christines søn Leo kom til verden i 1970 gav Hans Scherfig den nye sider.

Virkelighed og fantasi

Der er mange ting at undre sig over i den farverige billedbog, også for voksne. Hans Scherfig har sammensat alle de udklippede billeder tilfældigt og pudsigt, kunne man tro, men ved nærmere eftersyn vil man opdage de bevidste kontraster.

For det første er der masser af børn fra alle verdenshjørner og i alle farver. Børn, der leger og undres, som den lille sorte pige, der skriger af skræk i en julemands arme. Kager, firben, buddha'er, sæler på gaden i en storby, en mand der spiser grammfonplader - ganske vist med brød til - fabeldyr, russiske tegninger af prinsesser og billedet af et mangehovedet uhyre, klistret ind under et billede af en stor flok gæs, som jo også har mange hoveder. Hvad er hvad i denne verden? Hvornår er det virkelighed, og hvornår er det fantasi? Hvornår er der noget, der ligner hinanden, og alligevel er forskelligt?

Kontraster og tanker

Hvad kunne man lave billedbøger af derhjemme i slutningen af 1940’erne kun kort tid efter besættelsen og stadig med rationeringsmærker på dagligvarer? Hans Scherfig har sakset fra ugeblade, kunstbøger, Illustreret Tidende, sovjetiske propagandablade og Life Magazine.

Både de sort/hvide og farvebillederne i bogen vækker minder fra undertegnedes barndom langt ude på landet i 1960'erne, hvor der kun var aviser med grå fotos, og endelig om tirsdagen kom Familie Journalen – i farver! Det var stort.

Familie Journalen havde tegneserien Willy på Eventyr, som foregik blandt måner og kloder, men allermest spændende var globetrotteren Jens Bjerres reportager. Han besøgte urfolk og kannilbaler i Indonesien, hvor ingen andre mennesker havde været. Jeg kunne endnu ikke læse, men fantasien svingede. Tænk, at der levede mennesker med bue og pil, når vi kørte med traktor her i Danmark!

Turde at være banal

De fleste kender Hans Scherfig som forfatteren med den kradse politiske humor, sarkasmen og sansen for livets kontraster i romanerne Det Forsømte Forår og Frydenholm. Forfatteren havde også en anden side med de naive og smukke litografier af junglens dyr i bogen Jungle og Savanne, hvorom han skriver:

"Man skal ikke være alt for bange for det banale. Den umiddelbare billedglæde har en værdi ud over det æstetiske og smagfulde. Ingen kunst kan senere fordunkle barndommens stærke indtryk af kulørte billedbøger og glansbilleder."

I hvert fald er det tydeligt, at Scherfig hverken har kunnet holde sit legebarn eller sin bevidsthed tilbage i processen med bøgerne til børnene.