Prisværdigt, at nogen i 50-året ønsker at karakterisere den i medier og filmindustri latterliggjorte "68-generation". Men antologiens billede i "Stemmer fra '68" er ikke "bredt og varieret", som det hævdes. De 31 bidragsydere har ej heller "meget forskellige baggrunde og livsforløb".

Nogle skribenter har slet ikke handlet, men blot flydt med strømmen og realiseret sig selv. 

Rigtig mange er født/ opvokset omkring whiskybæltet og vendt tilbage dertil i dag. De fleste er akademikere og kunstnere. Med enkelte sundhedsarbejdere iblandt. Og én faglært arbejder. At næsten alle tog højere uddannelser er til en vis grad logisk for emnet, da '68-oprøret i Danmark i høj grad var et studenteroprør. Selv om det udsprang af de mere vidtrækkende begivenheder i Paris og Berlin, hvor også arbejderklassen gik i aktion.

Mange akademikere engagerede

"De" blev til "du". Man gjorde op med professorvælde, katederundervisning og kæft-trit-og-retning. Studenterne fik indflydelse. Opgøret med patriarkalske familiemønstre og religiøse fordomme betød øget ligestilling for kvinderne, fri abort, åbenhed om seksualitet. Dog i sammenhæng med kapitalens behov for inddragelse af kvindelig arbejdskraft under højkonjunkturen, hvilket forbigås i bogen.

Mange akademikere engagerede sig prisværdigt i socialt arbejde: retshjælp, støtte til voldsramte kvinder, sundhedsrådgivning og så videre. Ofte med tidsbestemt offentlig- eller fondsstøtte. Det adskiller sig dog ikke i sit væsen med dagens regerings agenda om, at frivillig indsats og privatisering skal kompensere for regulær offentlig omsorg.

Borgerlig socialfilantropi

Man sporer en sathed i borgerlig socialfilantropi. Nogle skribenter har slet ikke handlet, men blot flydt med strømmen og realiseret sig selv. En feminist gør i sit ureflekterede, selvgode indlæg kvindernes adgang til magt til et mål i sig selv. En kibbutz-aktivist er ikke blevet klogere på, hvorfor de skabtes, og hvad Israel har gjort mod palæstinenserne siden.

Socialisme og kommunisme er pæne ord eller ikke-ord. Deltagelse i en Vietnam-demo og anti-atommarch, jo. Men Verdenbanken, protest mod finanskaptal, mod imperialisme, solidaritet med Allendes Chile, for socialisme, mod fascisme. Hvor er det? Kampen mod EF og dens opfølgning, slumstormerne og deres efterfølgere, eksisterer ikke. Rødstrømperne fremhæves, men Kvindefronten med dens artikulerede betoning af klassekampen og socialismen er ikke med i bogen. 

Intet socialistisk perspektiv

En skribent mener, at Forlaget Demos, er væk. Demos blev stiftet i '68 på antiimperialistisk, antifascistisk og socialistisk grundlag. Og fejrede for nylig sine 50 år med et væld af kulturelle, faglige og sociale personligheder fra ind- og udland. Næppe én er indbudt som bidragsyder til bogen. Kulturelt omtales alskens vestlige filosoffer og forfattere, men ingen med arbejder- eller socialistisk perspektiv, hverken i øst, vest, syd eller i DK. Selv Røde Mor nævnes kun en passant.

En beretning om besættelsen af- og kampen for Sofiegården. En tidligere jordmoderelevs stadig rystende beskrivelse af hospitalshierarkiet og dets kynisme. En tidligere gymnasielektors erindringer er i det mindste lidt morsom. Men alt i alt:

Guf for Løkke, Frederiksen, Kjærsgaard & Co. Antologien anfægter ikke, men bekræfter deres historieskrivning.