Hvis du vil vide noget om Shakespeares kvindesyn, så er lejligheden ikke lige "Shakespeares samlede værker - 37 stykker på lige omkring 97 minutter", der har indtaget Bellevue Teatret i Klampenborg. Iben Hjejle gør ellers sit bedste. Hun påstår, at hun har en ph.d. i emnet, men der er ligesom ikke tid til at beskæftige sig med kønsroller hos den store britiske dramatiker.
Det mener i hvert fald hendes modspillere, Anders W. Berthelsen og Nikolaj Kopernikus – og nej, han er ikke i familie med den Copernicus, der gjorde jorden rund. De har travlt med at nå at spille samtlige 37 stykker på 97 minutter, så der er ikke tid til kønspolitisk pjat.
Det går over stok og sten med en imponerende, omend til tider noget overfladisk, præsentation af den berømte britiske dramatiker William Shakespeare, hans liv og værker. Gudskelov bidrager "Shakespeares samlede værker" ikke til at afmystificere, om Shakespeare, der levede fra 1564 til 1616, i det hele taget skrev de 37 stykker, som er tillagt ham. Det fremgår af det yderst sparsomme historiske materiale, der overhovedet findes om mesteren – hvis han altså fandtes – at han slet ikke var skuespiller og dramatiker men derimod farvehandler!
Dette og meget mere kan man blive klogere på i løbet af de 97 minutter, som stykket varer. "Shakespeares samlede værker" er naturligvis britisk, og genren er en underholdende blanding af stand-up og teatersport. De tre spilleres indbyrdes drillerier og skænderier lægger op til ganske nyskabende fortolkninger af Shakespeare-klassikere som "Romeo & Julie", "Kong Lear", "Othello" og ikke mindst "Hamlet".
Det varer noget, før der for alvor kommer kog under Shakespeare-kedlerne, hvor den for længst afdøde revystjerne Liva Weels efterladte kostumer, fundet i et af Bellevye Teaters kælderrum, spiller en vis rolle. Især afslutningen er helt forrygende, hvor det bliver slået fast med syvtommersøm, at "der er noget råddent i Danmark". Og i hvert fald i Klampenborg!



















