Katrine Marie Guldagers mesterværk, "Ilden", om den ikke helt almindelige familie fra Køge, er sjette og sidste bind i den 1400 sider familiekrønike.

Guldagers styrke er hendes evne til at få personernes bevidsthed frem, så man tror på dem.

 

Historierne startede i 1938 med "Ulven" over besættelsen, til efterkrigstidens "Lille hjerte", til "Den ny tid" og "Peters død" med flower power og ungdomsoprør, krisetiden med "Bror og søster". Nu er vi med "Ilden" fremme i begyndelsen af firserne. De stærke bevægelser med kollektiver, kvindekamp og socialistiske kampe er ved at ebbe ud, og slægtens historie tager en ny drejning.

Pædagogisk starter bogen med en naturlig introduktion af slægtsgalleriet, så også nye læsere kan være med. Hovedpersonen er dog den følsomme Leonora, der er gift med den socialdemokratiske fagforeningsmand Klaus. Sammen har de datteren Karen Margrethe og bor i barndomshjemmet i Køge. Hjemmet hvor Ulven opsøgte hende første gang og siden har forfulgt hende.

Leonora kæmper for sin kunst og døtre,men hun har svært ved at tilgive sin mor og bror. I dette bind er hun "faldet til jorden" og har indset, at det kræver utroligt meget at træde ud af familiens skygge og sin egen angst. Angsten, der gennem bøgerne er symboliseret ved "ulven". Spørgsmålet er, om hun formår at tilgive, og hvis hun ikke kan, om hun så formår at slippe angsten.

Guldagers styrke er hendes evne til at få personernes bevidsthed frem, så man tror på dem.

Historien er hård i sin kritik af halvfjerdser-ånden, for hård efter denne anmelders smag, men det er jo Leonoras syn, så…

"Ilden" er afslutningen på fantastisk familiekrønike om død, kærlighed, ødelæggelse, angst og tilgivelse blandt seks søskende.

Eneste svaghed er afslutningen. Den er lidt uforløst. Kommer der flere bind alligevel?

Næste gang man har et overskud til litteratur, bør man købe eller låne Guldagers seks bind og bare gå i gang. Den er samtidshistorie og dansk skønlitteratur i en smuk blanding af socialrealisme og magisk realisme. Fantastisk.