Har man set dokumentarfilmen "Fischer against the world", så er man godt klædt på til at se "Sidste træk" af instruktøren Edward Zwick. Hans fiktionsfilm er et positivt portræt af Bobby Fischer, hans vanvid og omstændigheder ved verdensmesterskabet i skak i 1972, midt under Den Kolde Krig mellem USA og Sovjetunionen.

Det tjener til Bobby Fischers ære, at han ikke uden videre lader sig trække med i det politiske spil.

USA er ved at tabe krigen i Vietnam, og en Watergate-skandale er undervejs. I tv-nyhederne verden over, især i USA, bliver dette dog overgået af reportagerne fra verdensmesterskabet i skak i Reykjavik, Island. Her ender USA's Bobby Fischer som bekendt med at besejre verdensmesteren, Sovjetunionens Boris Spassky. Mange verden over følger matchen, og i USA eksploderer skak-interessen.

Her under Den Kolde Krig ser USA muligheden for at redde sig en ideologisk sejr for "den frie verden" over "kommunismen". Fremstillingen er, at Bobby Fischer som ene mand fra vesten sejrer over den statsfinansierede sovjetiske skakmaskine, hvor elitespillernes opgave er via deres spil at demonstrere Sovjetunionens overlegne ideologi.

Bobby Fischer, hvis mor i øvrigt er kommunist, ønsker at bevise, han er verdens bedste ved at slå alle de russiske mestre. Det tjener til hans ære, at han ikke er enig i og heller ikke uden videre lader sig trække med i det politiske spil, som ideologerne vil bruge ham til. En rolle han dog bliver presset ind i, da han ønsker at vinde titlen.

Selv om filmen gennem flere scener følger skakpartier, spillernes ansigtsudtryk og publikums reaktioner, viser den stort set ikke træk på brættet. På den måde stiller filmen sig mellem to stole: Den forsøger både at tale til "det brede publikum", der ikke kender til skak, og til skakspillere, der må føle sig en smule snydt.

Filmen er som sådan ikke en sportsfilm. Men for skakkens skyld gør den forhåbentlig én nysgerrig, så man får lyst til at gå på Youtube og se sjette matchparti, som er en perle.

>> YOUTUBE