”Vi er hinandens verden og hinandens skæbne”. Med dette Løgstrup citat på bogens inderflap indleder Katrine Marie Guldager fjerde bind af sin familiekrønike, hvis første bind ”Ulven” udkom i 2010.

Vi er nået til 1972. Henry er flyttet i kollektiv. Beskrivelsen heraf er som altid, når Guldager fænomenal. Kollektivet skal være Danmarks fedeste, og alt skal vedtages på fællesmøder. Problemet opstår, da man begynder at diskutere værelsesfordelingen. Den har ikke været til debat, men da en af beboerne ytrer, at en turnusordning kunne komme på tale, bliver andre urolige. Har lige indrettet sig, fået malet m.v. , så glem det med fælleseje. Børn, sex og alt det andet kan diskuteres.

Som titlen angiver dør Henrys far, Peter, og dødsfaldet sætter handlingen i gang. Ekskonen, Lilly bliver forladt af vennen Ib Berthelsen og synker langt ind i en form for medynk. Samtidig går Henrys søster, Leonora, og drømmer om endelig at kunne blive mor. Manden, Klaus, er en god socialdemokrat, men Leonora bliver i bogen mere og mere desperat.

Bogen igennem mærker man forfatterens egen indblanding. Situationer forudses – alle bliver en del af hinandens skæbne - og mod slutningen dukker ulven op igen – dette farlige, uforudsigelige og fjendtlige dyr for Lilly. Kulminationen nås, da Henry – delvis i selvforsvar – dræber en storpusher – efter i øvrigt at have scoret kassen efter sin far på bekostning af sin søster.

Lyder det forvirret. Det er det. Men det er spændende. Det er knaldgodt tidsbillede med EF afstemning og atmosfæren i 1972. Og så er serien heldigvis ikke slut, så jeg glæder mig til fortsættelsen.