Hvornår var du sidst i teatret, hvor publikum græd, hujede og sang med på musikken? Det skete til verdenspremieren på SKAM sidste fredag på Aveny-T. Stykket er baseret på den banebrydende og roste serie af samme navn. Som det eneste teater i verden har Aveny-T sikret sig rettighederne.
Pigerne på rækken bagved hujede før replikkerne faldt og sang med på seriens originale sange.
Stykket handler primært om Eva, der er startet på gymnasiet, og som forsøger at finde sin identitet i dette forum. Ialt otte unge er på scenen, og alle kæmper de med gængse problematikker, som usikkerhed, seksualitet, venskaber og identitet.
Scenen åbner med Eva, der er til sin første fest på gymnasiet. Det er svært, da Ingrid, eks-veninden, som hun "stjal" Jonas fra, også er til festen. Hurtigt vil omstændighederne dog, at hun møder Noora, Vilde og Chris, og så er handlingen i gang.
Nye ansigter
Ansigterne er nye i forhold til serien. Især Vilde som har mørkt, krøllet hår. Men efter 90 minutter i de unges selskab, så er de virkelig blevet til de unge fra SKAM. De synger, spiller og danser, så vi tror på dem. På skift lægger de stemme til personer, som er vigtige for handlingen, ligesom de alle fungerer som en slags voiceover, når handling og sted skal beskrives uden brug af unødige rekvisitter og sceneskift.
Scenografien er virkelig genial. Enkel og virkningsfuld. En kasse i gulvet køres op og ned, og fungerer som seng, udendørsareal på gymnasiet, bus, hytte og lignende. Kassen befinder sig i et podie, der som en catwalk udgår fra hovedscenen og sammen med lys, musik, koreografi og skuespillere får det hele helt op i ansigterne på os. Flere gange samles de fem piger i en tæt slowmotion-danse-formation, der på sublim vis symboliserer deres sammenhold som en styrket enhed.
Ungt publikum i centrum
Det er tydeligt, at Aveny-T, med denne forestilling især henvender sig til et ungt publikum. Min 15-årige ledsager var begejstret, ligesom pigerne på rækken bagved, der kunne handlingen udenad. De hujede før replikkerne faldt og sang med på seriens originale sange. Også brugen af et filmlærred, der viste FIFA og FaceTime, gjorde det ungt og dynamisk.
Så alt i alt stor ros til hele opsætningen. Det er en stor arv at løfte, når man kaster sig ud i, at forvandle første sæson af en populær og elsket tv-serie til et teaterstykke. Det er lykkedes rigtig, rigtig godt, og det bliver spændende at se de andre tre sæsoner på teatret i løbet af de kommende år.