Efter 9/11-attentatet i 2001 gik USA til "kamp mod terror". Lang tid efter at Israel med massiv amerikansk våbenhjælp og i USA-fly havde jævnet Den Palæstinensiske Befrielsesorganisations (PLO) hovedkvarter i Beirut og Jerusalem samt forskningscentre og andre institutioner med jorden. 

Et særdeles brugbart, faktuelt opslagsværk om palæstinensernes historie, statens Israels tilblivelse og zionismens forbrydelser.

Twin Towers var mere imposante end palæstinensernes arrede bygninger. Deres udslettelse og PLO´s og fedayinernes uddrivelse fra Libanon og nedslagtningen af palæstinenserne i Sabra- og Chatila-lejrene i 1982, kunne med en vis ret kaldes statsterrorisme!

PLO var anerkendt i FN som palæstinensernes "eneste legitime repræsentant" og havde observatørstatus dér! Også Sorte September, med kong Hussein som USA´s og Israels håndlanger i Jordan, hører til forbrydelsernes historie. Herom, og mere til, kan man læse i Irene Clausens megaværk PFLP & Palæstina. 

Derfor om PFLP

PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse) blev efter 9/11 sat på USA's terrorliste, hvorefter USA gav sig selv "ret" til indgreb i alverdens lande, mord, arrestation, hemmelige flyoverførsler, fængsling og tortur af påståede terrorister. Knæsat som jura også i Danmark gennem anti-terror lovene, blev Fighters+Lovers og flere andres politiske aktivitet kriminaliseret.

PFLP fik for alvor stemplet som "terroristisk" efter en serie flykapringer i 70´erne. I sin bog citerer Irene Clausen én af flykaprerne, det palæstinesiske friheds-ikon Leila Khaled:

"Det var ikke fordi vi nød at gøre det, vi vidste på forhånd, at disse mennesker, passagererne, ikke havde noget med konflikten at gøre. Men før var der ingen, der havde hørt vores skrig fra teltene. Ingen ønskede at lytte til eller lære noget om vores lidelser. Ingen hørte dem, der blev tortureret i fængslerne (...)Så vi kunne ikke se andre udveje, og vi brugte det kun i en kortere periode for at råbe verden op (...) Faktisk blev ingen dræbt eller såret gennem PFLP's flykapringer, bortset fra nogle af vores egne."

PLOs vaklen, og indgåelsen af tvivlsomme alliancer regionalt og internationalt, herunder de illusoriske "fredsaftaler" med imperialismen og zionisterne i Camp David og Oslo, er beskrevet i bogen. Og retfærdiggør en afdækning på dansk af PFLP's oppositions-rolle.

Hvad vil PFLP?

PFLP har ifølge bogen tidligt erklæret marxismen/ den videnskabelige socialisme som sit fundament. Med arbejderklassen som hovedkraft og med en demokratisk, sekulær stat, hvor palæstinensere og jøder lever side om side, som strategisk mål.

Men PFLPs egen historie og politiske orientering fremstår alligevel springende og ikke-konsistent. PFLP er et produkt af opgøret med Sovjetunionen i efterkrigstiden og siden med maosimen. Under langt mere skærpede og kaotiske forhold tegner bogen et billede af, at en venstreorienteret, undertiden revolutionær, alternativ tendens, ligesom i Vesteuropa, især blev inspireret af Cuba og Vietnams befrielseskamp.

De traditionelle arabiske kommunistpartiers position i Mellemøsten stod og står svagt på grund af Sovjetunionens tilslutning til oprettelsen af den zionistiske stat i 1947-48. I bogen angives, at motivet kunne være ønsket om at svække Storbritanniens dominans og/eller håbet om en kommende socialistisk israelsk stat. Dette burde undersøges nærmere.

Det nationale spørgsmål

Panarabisme versus palæstinensisk nationalisme er titlen på ét kapitel. Dette skisma er sagens kerne. For PFLP´s og andre organisationers bekendelser til både den arabiske og den palæstinensiske nations kamp mod zionismen og imperialismen er et stadigt problem gennem de sidste 60 år. For hvad er en nation i denne af imperialismens opdelte region? 

Og hvem er palæstinensernes, eller arbejderklassens, allierede? Ægyptens Nasser, Jordans Hussein, Syriens Assad m.fl. er skiftevis allierede og forrædere. Bogen taler om "småborgerlige regimer" og om et borgerskab indenfor PLO og i de arabiske lande/ regimer. Hvad menes der? En klar klasseanalyse er kompliceret og leveres ikke i bogen eller af materialet om PFLP.

Derfor er forholdet mellem national kamp, med mulige klassealliancer, og kampen for socialisme uklar. De millioner af fordrevnes ret til tilbagevenden håndhæves af PFLP, men spørgsmålet om at prioritere klassealliancen med arbejderne i Israel, jødiske og arabiske, står ikke centralt. Og det forekommer tvivlsomt at afvise et palæstinensisk styre på Vestbredden og Gaza som værende en uacceptabel godkendelse af en to-stats løsning. 

Brugbar håndbog 

Den palæstinensiske arbejderklasses historie er, erkender bogen, meget lidt belyst. Den er stærkt opsplittet geografisk, men værre er det, at fagbevægelsen, ligesom de øvrige palæstinensiske organisationer, er og har været plaget af utallige splittelser og fraktionskampe. Hvorfor? Forfatteren giver forskellige bud.

Irene Clausens bog er for springende historisk, og også begrebsmæssigt, til at få et sammenhængende billede af PFLP´s historie og politik. Dette, og mange gentagelser, gør det også svært at fastholde et billede af palæstinensernes historie.

Den er især et særdeles brugbart, faktuelt opslagsværk om denne historie, statens Israels tilblivelse og zionismens forbrydelser. Og et nyttigt diskussionsoplæg. Og også krydret med interessante portrætter og indlæg af fremtrædende palæstinensiske aktører.