Vi møder miljøproblemerne konkret, når diselosen fra gaden river os i næsen, eller når Total begynder at bore efter skifergas på marken ved siden af. Menneskeskabte klimaændringer farver fremtiden for kommende slægtled i dystre farver.

Politikerne lover handling, men i det væsentlige kører tingene videre. Aktive mennesker, der insisterer på handling, kan risikere politiknipler og hundebid som tak.

Den grønne kapitalisme er kapitalens bud på en bæredygtig fremtid og er lige så utilstrækkelig som kapitalens andre pseudoløsninger, mener forfatterne.

Vi ved også, at den miljøvenlige teknologi findes, og at der er rigtig mange uudnyttede handlemuligheder. Hvorfor støder en nødvendig kamp for en bæredygtig verden på modstand. Hvorfor er det, der faktisk gøres, helt ude af proportion med problemerne? Hvorfor er socialismen en nødvendighed?

Det forklarer Fred Magdoff og John Bellamy Foster (M&F) i deres bog: "Hvad enhver miljøforkæmper behøver at vide om kapitalisme", der nu kan fås på dansk.

Amerikanske marxister og miljøet

De to forfattere hører til kredsen omkring det amerikanske, marxistiske tidsskrift Monthly Review. Tidsskriftet har gennem årtier leveret analyser af den monopolistiske kapitalismes krise, og i de senere år også fokuseret meget på miljøets rolle i den marxistiske teori. Denne viden er her komprimeret til 200 sider i en yderst læseværdig bog.

Langt hen af vejen omhandler den de samme emner som Naomi Kleins "Intet bliver som før"; men mens Kleins’ bog henvender sig til en bred offentlighed, er Magdoff og Fosters bog især rettet til de mange, der er aktive i miljøbevægelserne.

Den tager udgangspunkt i det, som Naomi Klein når frem til, nemlig, at forståelse af mekanismerne i det kapitalistiske samfund, du lever i, er nødvendig for handling, at det er kapitalismen, der er problemet.

Brud på stofskiftet

John Bellamy Foster er en af pionererne i genopdagelsen af Marx’s økologiske tænkning. Grundlaget for al rigdom er naturen og det menneskelige arbejde. Marx sammenligner arbejdet med den stofskifteproces, vi kender fra cellerne:

John Bellamy Foster er en af pionererne i genopdagelsen af Marx’s økologiske tænkning. 

Naturmaterialer bearbejdes og affaldsprodukter sendes tilbage til naturens kredsløb. Med kapitalismen og industrialiseringen opstår der kløfter i eller brud på kredsløbet. Mineralske plantenæringsstoffer fjernes sammen med afgrøderne fra marken og går via byerne til slutdeponering i havet. Affaldsstoffer ophober sig og forandrer naturprocesser, således som for eksempel CO2 fra afbrænding af fossile brændstoffer ophobes i atmosfæren og ændrer klimaet. 

M&F beskriver en række af disse brud og de alvorlige konsekvenser heraf. "At gøre som vi plejer: Vejen til planetens ødelæggelse" hedder et kapitel. Herefter er vejen beredt til at rette søgelyset mod det herskende samfundssystem.

Kapitalisme betyder anarki plus social ulighed

Den styrende faktor for kapitalismen er nu som før opnåelsen af størst mulige profit eller, hvad der er det samme, "vækstimperativet".

Dette imperativ ledte til kapitalens monopolisering og i næste trin globalisering. Standser væksten er der krise. Mens hver koncern omhyggeligt og rationelt profitoptimerer sine aktiviteter, herunder presser arbejdslønnen, bliver resultatet anarki på det samfundsmæssige plan "som en båd, der driver for strømmen, eller et løbsk tog".

Markante effekter er skrigende ulighed, og nedbrydning af miljøet, den ophobede virkning af, at virksomhederne forsyner sig med ressourcer og udleder affaldsstoffer på billigst mulige måde - og løber fra miljøregningen.

Statens rolle

Den kapitalistiske stats hovedrollerolle er at støtte monopolerne samt at forsøge at regulere anarkiet. Kapitalen, dens politikere og presse efterlyser uafladeligt denne støtte fra staten, herunder militære indsatser, der sikrer adgang til råstoffer.

Men på miljøområdet giver kapitalen typisk modstand i alle led. Forskningsrapporter mistænkeliggøres, lovgivning modarbejdes, og kontrolvirksomhed obstrueres.

Staten skal også søge at håndtere ulighed og klassekonflikter. Indsatsen er vaklende, afhængig, som den er, af klassekræfternes styrke og de økonomiske konjunkturer. Hovedproblemet er, at kapitalismen skaber arbejde, men ikke arbejde til alle. En reseervearme af arbejdskraft: arbejdsløse, underbeskæftigede og vikaransatte søges hele tiden opretholdt for at holde lønningerne nede. Stor fattigdom skabes hermed side om side med en stadig mere eksklusiv klasse af ultrarige.

En så ulige fordeling af goderne sjofler menneskets krav på et godt liv og er yderst urationel i relation til at sætte forbruget af ressourcer i forhold til miljøets bæreevne.

Vækst har altid en grænse, også grøn vækst

En grund til, at M&F fremhæver kapitalens vækstimperativ er, at dette imperativ bliver katastrofalt, når grænsen for vækst nås. Og den nås altid. Det er simpel matematisk logik.

For at opnå økologisk balance må den materielle vækst stoppes og tilmed blive negativ. Men kapitalistisk vækst betyder samtidig, at arbejderklassen får bedre kampmuligheder og kan tilkæmpe sig bedre levevilkår. Det er et stort problem for arbejderklassen i forhold til at gå helhjertet ind i miljøkampen.

Forfatterne nævner et eksempel på dette. Efter den gigantiske Deep Water Horizon ulykke i 2010 i den Mexicanske Golf blev olieudvindingen standset, men de mexicanske oliearbejdere krævede den genoptaget for at sikre deres job. Forfatterne belyser desværre ikke nærmere, hvorledes dette dilemma overvindes. Spørgsmålet er bedre belyst i bogen: ”Økosocialisme” fra samme forlag.

Grøn kapitalisme

I lyset af problemstillingen miljø kontra vækst retter M&F blikket mod den grønne kapitalisme, der er kapitalens bud på en bæredygtig fremtid. Ideen er her, at grønne teknologier vil erstatte (udkonkurrere?) forurenende teknologier. Grønne produkter vil strømme ud på markedet og erstatte eksisterende produkter.

I stedet for benzin og dieselbilen ruller elbiler ud på vejene. Økobøffer erstatter konventionelle bøffer osv. Vores liv og forbrug er som hidtil, bare grønt, og væksten er blevet grøn vækst. En sådan ustyret, uforpligtende og markedsorienteret tilgang er lige til højrebenet for kapitalen og er lige så utilstrækkelig som kapitalens andre pseudoløsninger: Handel med CO2 kvoter og atomkraft, for at tage et par af de eksempler, bogen tager op.

Socialisme hvordan?

M&F siger her: "Progressive forandringer fremkommer, når folk organiserer sig og kæmper for det". De nævner blandt andet de oprindelige folkeslags kamp mod ødelæggelse af deres leveområder gennem råstof- eller olieudvinding. De nævner de jordløse bønders bevægelse, sociale fora og miljøbevægelser.

Kære superdygtige amerikanske marxister! Læs noget mere Lenin og forstå, at der også skal disciplin samt ledelse til et oprør mod en mægtig og velorganiseret fjende! 

I kampen for grundlæggende samfundsændringer må bevægelserne kunne fungere samlet, lokalt og regionalt. Målet er en økonomisk styring og tilrettelæggelse af produktionen ikke efter profit, men således at fundamentale menneskelige behov tilfredsstilles for alle.

Med hensyn til en nærmere indkredsning af, hvem der skal udgøre "det revolutionære subjekt" i kampen frem mod dette mål, hedder det: "Den traditionelle opfattelse af proletariatet... (som) ...arbejderklassen må vige for en bredere opfattelse af et miljøproletariat..." Miljøproletariatet er arbejderklassen samt de, der lider under miljøødelæggelserne og kapitalismens og imperialismens grusomheder, herunder velsagtens beboere af de gigantiske slumbyer og pjalteproletariatet samt klimaflygtninge m. fl., godt nok en uensartet gruppe. 

Kære superdygtige amerikanske marxister! Læs noget mere Lenin og forstå, at der ikke blot skal motivation, men også erfaringer fra produktionslives organisation, disciplin samt ledelse til et oprør mod en mægtig og velorganiseret fjende! Skal det findes noget steds, er det fortsat i arbejderklassen, hvor denne er udviklet tilstrækkeligt, i alliance med andre befolkningslag.

Bogen skæmmes desværre af en del fejl i oversættelsen. Der optræder ejendommeligheder som "forsuring med aragonit" (basisk forbindelse), "hydrocarbonater" for hydrocarboner (også kaldet kulbrinter), og at "solid waste" bliver til værdifuldt affald m. fl. Noget må være svipset med korrekturen. Det er synd. Det skal dog ikke forhindre de varmeste anbefalinger til alle, der er interesseret i miljø og politik: Køb og læs den bog!