Bliv hjemme siger Søren Mau (SM) i en lille bog på 92 sider med titel ”Hæv Stemmen” fra forlaget Nemo. SM studerer filosof i Aarhus og er en bannerfører for en bevægelse med facebooksiden ”Stem ikke til folketingsvalget”.

Forfatteren tager veloplagt Danmarks politiske system under luppen. Og det er ikke den autoriserede melodi, han synger.

En 30 procent tilbagegang i stemmeprocenten kan måske ryste magthaverne. Men det er ikke nogen god ide at proklamere valgboykot uden at have mål, strategi og organiseret magt bag ved. 

Formelt er systemet demokratisk, idet landets styre udgår fra et parlament, valgt med almindelig valgret. Men valget er et ”ideologisk ritual, der opretholder et udemokratisk politisk system”. Folketingets magt er aftagende, og den magt, det så udøver, er ikke folkets magt. De bestemmende magtcentre findes udenfor de nationale parlamenter. Magten ligger hos de internationale finansmarkeder, de store multinationale virksomheder og så hos EU.

”Nationalstaten som ramme for politisk handling”, konkluderer han, ”giver mindre og mindre mening”. Det samme må vel så per konsekvens også gælde det nationale parlament.

Partierne, politikerne og vælgerne

Partierne havde tidligere karakter af folkelige organisationer. Nu er de professionelle, topstyrede virksomheder, der ”udformer produkter (holdninger) på vælgermarkedet, hvor valutaen er stemmer”.

Politikerne ser i realiteten ikke deres opgave i at repræsentere folket, men i at promovere sig selv. De udgør en elite, der er tæt knyttet til den økonomiske elite. Vælgerne udfordres hverken af politikerne eller af medierne til at tænke politisk, men til at være forbrugere, der shopper rundt mellem de forskellige produkter, der faldbydes.

Under sådanne forhold er sofavælgeren det politisk aktive menneske, ikke ham, der gør sin påståede ”demokratiske pligt” og går hen og stemmer. Ved at stemme legitimerer man det udemokratiske system. Bogen slutter med opråbet: ”Stem ikke til folketingsvalget. Gør noget.”

Mere dialektisk end marxistisk

Synspunkterne er måske ikke nye, men hans billede af den demokratiske tilstand er skarpt, velformuleret og på mange måder rammende.

Det fornægter sig ikke, at SM er filosof med dialektikeren Hegel i bagagen. Bogen er bygget op omkring en modstilling af de officielle idealbilleder og realiteterne. Også Marx angiver han som inspirationskilde, men jeg finder nu mere dialektik end marxisme i bogen. Hans samfundsbeskrivelse rummer ingen klasser, ingen produktion eller konkret national økonomi. Der er abstraktioner som eliten og folket, folketingspolitikeren og folketingspartiet i et abstrakt Danmark.

Abstraktioner kan være nyttige og ligefrem nødvendige til visse formål. Men jeg synes, han går for vidt. Kan man for eksempel opfordre til ikke at stemme uden at se på klasserne og styrkeforholdet mellem dem, uden at se på de konkrete politiske partier og deres parlamentariske og udenomsparlamentariske muligheder, fra Liberal Alliance til Enhedslisten og kommunister?

Sofavælgeren som spøgelse

Han efterligner Manifestet i bogens start (Sofavælgerens spøgelse går gennem Europa). Det Kommunistiske Manifest var en erklæring om den nye klasses, arbejderklassens, internationale organisering, samfundssyn og strategiske mål. Er bogen her et sofavælgermanisfest?

SM’s begrundelse for at være sofavælger gælder, siger han selv, i den nuværende situation; men under ændrede forhold kan sofavælgeren, igen efter SM’s opfattelse, forvandles til ivrig vælger. Spørgsmålet om at stemme er altså et taktisk spørgsmål, og et taktisk spørgsmål er vel et lidt spinkelt grundlag at skrive et manifest på.

Det får mig til at spørge efter målet og strategien bag SM’s sofavælgertaktik, der går ud på ikke at legitimere de gældende politiske tilstande.

Målet er øjensynligt et samfund, hvor folket har taget magten tilbage. Hvad er der sket med dem, der havde frataget folket magten, altså storkapitalen og EU? Er samfundet stadig kapitalistisk (nu med tæmmede kapitalister), eller er det blevet socialistisk? Også strategien frem mod folkets magt mangler. At folket nægter at stemme, giver det ikke automatisk magten.

SM’s løsen er, at folk i stedet for at stemme skal gøre noget, være aktive lokalt og globalt. Lokal aktivitet kan være på arbejdspladsen, i skolen, i foreningen. Hvordan man er globalt aktiv, giver han ikke eksempler på. At gå ind i disse aktiviteter er godt og nødvendigt, men heraf vokser der ikke automatisk en modmagt, der kan overtage styret og for eksempel kan bremse højrekræfter, der vil udnytte situationen til deres fordel.

Hvem vil gøre nationalstaten irrelevant?

En anden ting: SM står utvivlsomt bag synspunktet, at nationalstaten er tiltagende irrelevant. Hvordan afgrænses så det nye, folkestyrede samfunds magtområde rent geografisk?

Måske er det den grænseløse, globale landsby, SM har i tankerne. Men hvorfor skulle nationalstaten være irrelevant? Det, der er sket, er, at det er lykkedes storkapitalen i vor del af Europa, primært med EU som instrument, at svække områdets nationalstater. De står i vejen for dens fri ekspansion. Af lignende grunde har de samme kræfter med held fået svækket landenes fagbevægelser.

Betyder det, at vi ikke skal kæmpe for vores nation, lige som arbejderne kæmper for at opretholde deres faglige organisationer på trods af trykket fra kapitalen? At fjerne menneskers nationale, klassemæssige og faglige bevidsthed er tyveri. Dette tyveri bedrives bevidst og offensivt af kapitalens ideologer, desværre undertiden hjulpet af visse progressive. Virkningsfuldt klistres betegnelsen ”forældet” eller ”nostalgisk” på de pågældende begreber. Jeg ser bag SM en dårlig inspiration fra d’Herrer Negri og Hardt, der også er nævnt i litteraturlisten.

En 30 procent tilbagegang i stemmeprocenten, forud bekendtgjort som magtdemonstration, kan måske ryste magthaverne. Men det er ikke nogen god ide at proklamere valgboykot uden at have mål, strategi og organiseret magt bag ved. Det er dejligt, at der er grøde i den kritiske tanke hos de unge, men jeg vil nu alligevel følge Kommunistisk Partis opfordring til at stemme på Enhedslisten ved det forestående valg.