I 2001 opdagede den tyske historiker Sönke Nietzel et kæmpe arkiv med aflyttede samtaler mellem 10.000 tyske soldater i allieret fangenskab under 2. verdenskrig, fra september 1939 til oktober 1945.

Soldaterne vidste ikke, at de blev aflyttet og talte derfor frit, og samtaler giver således et usminket og rystende indblik i frontsoldaters tanker. Sammen med sociologen Harald Welzer fremlægger Nietzel han dem nu i det, der er blevet til bogen Soldater. Om krig, drab og død.

Sprængte rammer

Drab på krigsfanger, henrettelser af civile, tvangsarbejde, røverier, voldtægter, teknificering af krigen med mere var ikke specielt for 2. verdenskrig.

Det nye var deres dimension og karakter, der sprængte alle hidtil kendte rammer. Nyt var omfanget af volden helt frem til det industrialiserede massemord på jøderne.

”Det var ikke Holocaust, der krævede de fleste ofre, men krigens vold. Og siden da har alle krige vist, at man ikke behøver blive oprørt eller overrasket over, at mennesker dør, dræbes eller lemlæstes, når der er krig. Sådan er det, når der er krig."

"Man burde hellere spørge sig selv om og under hvilke sociale betingelser mennesker kan lade være med at dræbe. Så kunne man måske holde op med at henfalde til en demonstrativ rystelse over, at der bliver udøvet forbrydelser og vold mod uskyldige, hver gang stater beslutter sig for at føre krig” hedder det i bogen.

Forlaget skriver, at bogen ”vil ændre vores syn på Anden Verdenskrig”. Det vil den ikke, da den overhovedet ikke nærmer sig marxisters syn på imperialisme og krigens årsager.

Men den bidrager til et mere tydeligt billede af, hvorledes også Værnemagten, altså den regulære hær, var nazificeret og “med på den værste”.

"Lige så skønt som at skyde folk ned"

Hidtil har det dominerende syn været, at Værnemagten “var mod Hitler”, men bogen viser, at den parerede ordre, som den har pligt til. Men dens største kvalitet er, at den giver os et fantastisk indblik i, hvad der for almindelige soldaters liv og tanker og motiver til at dræbe.

Som en oberstløjtnant i luftvåbenet siger i 1940 ”Det er blevet et behov for mig at kast bomber. Det pirrer en gevaldigt, det er en skøn følelse. Det er lige så skønt som at skyde folk ned”.

Aflytningerne blev aldrig brugt til retssager og ingen soldater blev straffet.

I kapitlet “Hvor nazistisk var værnemagtens krig?” kommer forfatterne med eksempler fra Irak 2007 og Vietnamkrigen på, hvordan soldater reagerede på at skyde modstandere, der kunne være børn, og brænde hele landsbyer ned.

Deres konklusion er den noget tvivlsomme, at der ikke er megen forskel på soldaternes tanker og adfærd. Undertegnede vil mene, der var forskel på den tyske hærs mishandling og overgreb på eksempelvis sovjetiske soldater og dens massemord på jøder, kommunister, sigøjnere med mere, og så hvad sovjetiske og allierede soldater bedrev.

Dette til trods er bogen, som den også selv hævder, en ”kilde uden fortilfælde til forståelsen af evnen til at slå ihjel”.