24 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Solid film om en filmens mester

Filmanmeldelse:

Solid film om en filmens mester

Sacha Gervasi skildrer med "Hitchcock" på glimrende vis den store såvel som korpulente instruktør og hans kompetente kone.

Anthony Hopkins og Hellen Mirren har god kemi som henholdsvis Alfred Hitchcock og hans kone Alma Reville og flankeres blandt andre af Scarlett Johansson og Jessica Biel i birollerne.
FOTO: SF Film

Instruktør Sacha Gervasi skrev og instruerede i 2009 dokumentaren Anvil! The Story of Anvil om den canadiske heavy metal gruppe, og det er ham altså således ikke fremmed at skildre virkeligheden. De evner gør han nu brug af i den biografiske film Hitchcock om den legendariske mesterinstruktør.

Filmen er centreret omkring tilblivelsen af en af Hitchcocks mest kendte og indflydelsesrige film, Psycho fra 1960, og har den walisiske skuespiller Anthony Hopkins i en veloplagt præstation i hovedrollen som den korpulente og visionære instruktør.

Men Gervasi ønsker ikke blot at fortælle om Hitchcock. "Bag enhver stærk mand står en stærk kvinde", hører man tit sagt, og det er præcis historien om forholdet til Hitchcocks nærmeste samarbejdspartner, konen Alma Reville (Helen Mirren), som Gervasi vil belyse. Alma havde stor indflydelse på Hitchcocks film og hjalp ham både som kritiker, konsulent og manuskriptforfatter.

Den historie lykkes det til fulde at fortælle i Hitchcock. Der er god kemi mellem Hopkins og Mirren, og et nydeligt galleri af biroller danner en god baggrund for udfoldelsen af deres forhold. Samtidig giver filmen et solidt indblik i Hitchcocks univers og i tilblivelsen af en af verdens mest kendte film, Psycho.

Den opmærksomme læser vil måske huske, at undertegnede ikke ligefrem var vild med Lincoln, Steven Spielbergs store biografi-film om den amerikanske præsident, som havde præmiere for godt tre uger siden. Dengang var min primære anke, at Lincoln var fremstillet som næsten guddommelig perfekt og derfor var uinterssant at se på i næsten tre timer.

Det kan ikke siges at være tilfældet i Hitchcock. Alle instruktørens næsten legendariske dårlige og til tider perfide sider bliver fremstillet med stor nøjsomhed. Men vi taber aldrig sympatien for Hitch, som han konsekvent kaldes, og derfor er det kun med til at forstærke vores forhold til filmens hovedmand i stedet for at distancere os fra ham.

Hitchcock er ikke noget mesterværk men fungerer og er uden tvivl over gennemsnittet. Uanset om man er til Hitchcock eller ej, bør man unde sig at nyde Hopkins og Mirren som ægteparret Hitchcock.

21. feb. 2013 - 08:00   21. feb. 2013 - 11:12

Film

Magnus M. Ziegler
Anmelder
4

Hitchcock. Instruktion: Sacha Gervasi. 98 minutter. Premiere 21. februar 2013 over hele landet.