Der er ingen tvivl om, at Hellen Gade`s digtsamling "Hjerteslag" også er forfatterens hjerteblod. Den er mættet med sorg og vrede på menneskehedens og klodens vegne - nogen gange lidt ubehjælpsomt, men rent og lydefrit. Den er pigtråd helt ind i sjælen.

Digtene er moderne, idet forfatteren har grebet (og begrebet) den verden, der ruller sig ud for hele menneskeheden i takt med globaliseringen.

Desværre er der nogle få af digtene, der er udtrykt i reportageform uden lyrisk værdi, de burde nok ikke være taget med i denne samling, da det skæmmer læseoplevelsen lidt. Ligeledes omgås Hellen Gade i enkelte af digtene lidt lemfældigt med syntaksen, så man skal lede lidt efter meningen.

Heldigvis bliver det opvejet, når hun bruger det lyriske sprog. Hun leger med sproget, så der opstår en meningsfuld flertydighed. Der, hvor forfatteren henter stof fra dagliglivet eller fra naturen, hvor hun tryller liv i en regndråbe, i fuglenes kærlighedsleg eller et plankeværk, er lyden uforfalsket ren, her viser hun evnen til at skabe billeder med sine ord - og det er vel det, der kendetegner en digter.

Både sprogligt og indholdsmæssigt er digtene moderne, idet forfatteren har grebet (og begrebet) den verden, der ruller sig ud for hele menneskeheden i takt med globaliseringen.

Kendsgerningernes nøgne poesi

Den røde tråd i digtsamlingen er en ægte indignation over den menneskeskabte ulighed, som her er hævet op i et digterisk sprog. Digtenes kendetegn er ægthed. De er sprogligt renset for fordømmelse, man finder ikke et "hvorfor" eller "fordi", det er kendsgerningernes nøgne poesi.

Et fremragende udtryk opnår hun i digtet "Den tomme spand", her opnår hun i kun fem korte linier at udtrykke klodens og menneskehedens nødlidende tilstand.

Det er betagende smukt.

Jeg kunne tænke mig og ønske, at denne lille digtsamling ville blive læst og drøftet i alle landets gymnasieklasser.