27 Mar 2026  

KBH: Let skyet, 10 °C

Som pulsen under det tynde klæde

En mester fortolker Chopin:

Som pulsen under det tynde klæde

Eugen Indjic er en sand mester ved flyglet i fortolkningen af Chopins værker, en kontrastfyldt musik, der blev komponeret, mens de borgerlige revolutioner fejede kongerne af vejen i Europa i begyndelsen af 1800-tallet.

Pianisten Eugen Indjic er født i Beograd i 1947. Som 12-årig begyndte han at give koncerter og indspille for pladeselskabet RCA. I dag er han professor ved Scola Cantorum i Paris.
FOTO: Pressefoto.
1 af 1

Præcis på slaget kom pianisten Eugen Indjic ind på scenen, og lige så præcist løftede han de første toner ud af flyglet til en koncertaften med fantastiske værker af den polske komponist Chopin, i Musikhuset Aarhus.

Chopin havde ikke tænkt sig, at hans publikum bare skulle lade sig dysse hen til ren nydelse.

Man skal ikke lade sig slå ud af alle de specielle benævnelser, der findes i den klassiske musik, som Chopins musik også er noteret efter, for tonerne skal nok føre en ind i universet. Det var en fryd at lytte til aftenens første stykke med titlen Impromptus opus 29 As-dur. Impromptus betyder en slags fantasi eller et karakterstykke.

Fra akvarelpenslen til fejemaskinen

Eugen Indjic rørte næppe ved tangenterne, spillede så sart og sårbart, som var det pulsen under det tynde klæde. Det skulle dog ikke vare ved, for det er umuligt med Chopins musik, der er noget af det mest kontrastfyldte.

Netop som man troede sig hyldet i de bløde toner som af en lun brise fra havet, brød den voldsomme torden løs, og man kunne blive helt bekymret for, om der var tangenter nok på det store Steinway-flygel. Det var som at gå fra akvarelpenslen til fejemaskinen. Næppe hørligt og pludselig voldsomt insisterende og umuligt at overhøre.

Folkemusikken som forener

Tag ikke fejl. Chopin havde ikke tænkt sig, at hans publikum bare skulle lade sig dysse hen til ren nydelse. Komponisten skrev sin musik i første halvdel af 1800-tallet, i den revolutionære tid i Europa, hvor borgerskabet kæmpede for selvstændige nationalstater for de enkelte folkeslag, tog magten fra konger og kejsere for at indføre demokratiske systemer.

De progressive komponister på den tid var derfor meget interesseret i folkemusikken. Det vil man også kunne høre i Chopins musik, især hans mazurkaer er meget inspireret af polsk folkemusik. Så der stilles store krav til den musikalske fortolker, til pianisten, og til dennes klaver-teknik. Er man nysgerrig efter at se dette, kan man jo kigge en gang på pianisten Horowitz på Youtube.

Udviste tidligt talent

Ligesom Chopin, der gav sin første koncert som otte-årig, begyndte Eugen Indjic også tidligt. Han er født i Beograd i 1947, og med det musikalske talent han allerede viste som barn, kom han til USA. Her fik han undervisning af den russiske mester Alexander Borovsky. Som 12-årig begyndte han at give koncerter og indspille for pladeselskabet RCA. Indjic har givet koncerter verden over og er i dag professor ved Scola Cantorum i Paris. To gange tidligere har Eugen Indjic gæstet Danmark.

Der er meget at fremhæve i Eugen Indjic’ musik fra denne aften, men Sørgemarchen, fra Sonate nr.2 opus 35 b-mol, fik det til at rykke i mange blandt publikum. Sikkert i genkendelse, sikkert i glæden over dens fremførelse.

Hvor skønt, at vi stadig kan lytte til Chopins musik, fremført af så dygtige folk som Eugen Indgic. Denne aften kunne man nyde det i fulde drag. Musik som blev skabt i en brydningstid, ligesom der senere blev skabt stor musik, som i 1960’erne, hvor der også blev sat spørgsmålstegn ved de politiske magtforhold.

03. apr. 2016 - 17:35   05. apr. 2016 - 08:34

Klassisk koncert

Karin Busk
5

Chopinperler i Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus.

Klassisk koncert med Eugen Indgic.

Set 31.marts.

Frédéric Chopin (1810 -1849). Polsk komponist. Har komponeret over 200 klaverstykker. Mest populært kendte: minutvalsen og Sørgemarchen.