BAM! Så er vi i gang. Akkompagneret af hæsblæsende musik flyver seks mænd og en kvinde klædt i jakkesæt rundt på scenen i flot koreograferede mønstre. Nu skal vi opleve noget sublimt, og barren er sat højt. Prisbelønnet nycirkus med det internationale kompagni ”Les 7 doigts de la Main” fra Canada gæster Republique.
På fem kvarter lægger septetten spor ud som tråde til at komme lidt tættere på menneskene på scenen – deres levede liv og drømme. Det er ikke spor spontant, men det virker. Vi ved hvor gamle, de er, hvad der er deres personlige styrker og svagheder og hvor meget, de vejer, for det fortæller de os, med charmerende glimt i øjet og meget personlige attituder.
En flok ret almindelige unge mennesker – der er blæret dygtige til at bruge deres kroppe. På artistisk vis får de i akrobatisk dans fortalt en poetisk historie om et kærligt, storm- og temperamentsfyldt møde mellem den flirtende kvinde og den store mand akkompagneret af akustisk guitar.
Til hårdtpumpende rock leger de sig rundt på scenen i et basketball-spil med så sublime mønstre ,at selv en Barcelona-træner kunne lade sig imponere. Deres koreograferede skateboard-nummer tilsat 106 kilo elegance på rulleskøjter kan kun få den bedste Nørrebro-skater til at tænke, at der altid er nyt at lære.
Ind imellem har vi set artisteri i pole-stang og fysisk fis med ballet, samt ensemblets romantiske muskelbundt blive udfordret maksimalt. Efter et ekvilibristisk stole-balancenummer, der kan tage pusten fra de fleste, får han klasket en guitar på maven. Syng din romantiker. Det kan han selvfølgelig også – bedre end de fleste.
Alle kender også til tider med fordybelse i litteratur og besvær med at finde den bedste sidde-læsestilling. Når en akrobat demonstrerer variationer over temaet i en mølædt lænestol, bliver det genkendeligt på en fuldstændig usammenlignelig måde – og p…. sjovt.
Showet sluttes af med spring gennem et tårn af ringe til teknomusik, der bevæger sig over i pulsrytme, hjerteslag til…. hjertestop. Hovsa – få noget ud af livet, mens du har det!


















