”Red Army” handler om det sovjetisk ishockeylandshold, som var utrolig værdsat, fordi ishockey var noget nær en nationalsport. Utallige er de guldmedaljer det sovjetiske ishockeylandshold gennem tiderne har vundet.
De kunne nu sælge sig til USA og Canada og tjene millioner af dollars.
At sport og politik ikke hører sammen, har man næsten til bevidsthed hørt om, selvom den kliché vel nok er slidt helt op. Mange lande prioriterer netop sporten højt for ligesom at vise sit lands formåen.
Det gjaldt især i de ”gamle” østeuropæiske lande. Her var mulighederne for at hævde sig socialt blandt andet baseret på, at man var en god sportsmand/kvinde. Det gav prestige, særlige goder, udenlandsrejser og meget mere.
Historien om ”Red Army” er en dokumentarfilm, der på mange måder afspejler storhed og fald i det sovjetiske system.
Gennem nogle bestemte personer som mesterspilleren Slava Fetisov, der var toneangivende på det sovjetiske landshold, følger vi disse personer lige fra barnsben af. Som børn var de store talenter på isen, og de blev allerede i en ung alder indrullet i den røde hærs uddannelse af særlige ishockeytalenter.
Da sovjetstyret brød sammen i 1991 blev ishockeyspillerne stillet frit. De kunne nu sælge sig til USA og Canada og tjene millioner af dollars. Det var selvfølgelig forjættende for dem. Men med millionerne fulgte også nye krav. Det var ikke længere holdet det kommer an på, men den individuelle præstation, der selvfølgelig hele tiden skal være i top.
De fem spillere, der tog til henholdsvis USA og Canada fandt da også ud af, at sammenhold og det at give noget til efterkommerne har langt større værdi end millioner af dollars kun til ligegyldige forbrugsgoder. De tager tilbage til Rusland og bliver trænere for nye talenter.
Instruktøren Gabe Polsky, der er født i USA af immigranter fra Sovjetunionen, har selv spillet ishockey på højt niveau. Han kender således spillet og dets struktur. Han har med ”Red Army” fået lavet en både spændende film om ishockey, men så sandelig også en film om udviklingen og specielt nedturen i den sovjetiske stat.